Börneblogger

Ny 7" fra Fort Lean

2012-02-09T12:09:00.003+01:00

Amerikanske Fort Lean udgav april sidste år en glimrende debut EP, der viste prøver på mere end blot teknisk imponerende fortolkningsevner. Det er ganske vist revival rock fra Brooklyn, og der er uden tvivl elementer af The Walkmen i musikken, men der er god grund til at holde øje med kvintetten.

Nu er de ude med en 7" single med den passende vintertitel Sunsick. Den er ganske triumferende, og de insisterende trommer lægger en perfekt bund til den vitale vokal. Hverken ud fra pressebilleder eller videoer har jeg kunnet dømme, om de lyse lokker mon er en paryk.

Gruppen selv udtrykker ganske fint, hvad deres musik står for med disse ord: Fort Lean is about getting too drunk at your own picnic.

MP3: Fort Lean - Sunsick

/Martin

Nyt fra Averkiou

2012-02-06T11:06:00.007+01:00

Når man vågner op til -17°C, har man naturligvis brug for noget at varme sig på, der adskiller sig fra søvnen. Kaffen er næsten obligatorisk, og der skal mere til. Tilbage i november opdagede jeg lidt sent amerikanske Averkiou og var usikker på, hvorvidt de var gået i opløsning. Nu viser det sig, at der er en EP på vej, og første single er allerede ude.

EP'en har fået titlen The New Imperative og er ude 10. februar på Sound Study Recordings, der også udgav bandets Wasted & High 7". Deres entusiastiske shoegazerpop - nu med endnu mere vægt på pop - er stadig veloplagt, og den flittige brug af distortion og fine vokalharmonier er stadig varemærket. Den nye single Present Tense starter meget lige på, men trods det høje tempo har den ikke travlt. Brooklyn Vegan sammenligner lyden med tidlig Yo La Tengo og Teenage Fanclub. Det blev meget varmere.

MP3: Averkiou - Present Tense

/Martin

Om årslister, kynisme og idealisme

2012-02-02T13:36:00.004+01:00

Det følgende er skrevet omkring januar måneds absolutte afslutning. Den første måneds sidste dag. Med solnedgang og det hele. Årstiden står bøjet i kursiv, og der er ingen, der løfter med knæene.

Lige så frygtelig, som alle er enige om at døbe konceptet "nytårsaften", lige så bekræftende er det aspekt, som i første omgang besidder en faretruende tristesse: Vor evne til at tænke symbolsk. Eller mere præcist: At vi dybest set ikke er i stand til at slå dette fra. I denne sammenhæng, musikblogs og musikjournalistisk, er det regelen frem for undtagelsen, at man laver en årsliste. Året skal opsummeres. Ord er ikke af vejen, men vi tænker gerne i tal.

Det er hele idéen om årslister, jeg gerne vil tage fat på. Vi har alle en holdning til dem, og den lette konklusion er, at vi både afskyr og elsker dem.

(en lille indskydelse i toget: Solen har altså været større, end den plejer over de sidste par dage)

Som med snart sagt alt og intet, manifest og teoretisk, reelt, virtuelt etc. kan vi anskue det ud fra en afsender og modtager, hvor banalt dette kan synes til tider. Det virker imidlertid lidt lettere at forstå, når det kommer til modtageren: Som både forbrugere og nysgerrige væsener er der flere grunde til at interessere sig for, hvad andre mon fremhæver fra året, der gik. Ét aspekt er selvfølgelig at finde ny musik, man måtte være gået glip af; såfremt det ender på en årsliste, er der ofte god sandsynlighed for, at man bør udforske det. Sådan tænker man i hvert fald umiddelbart. Timingen er også god. Markedet vil det således, at det er en tid for opsamlinger omkring julen, og det er sparsomt med nye udgivelser, hvilket giver plads og ånderum. Ny musik kan indtages (mere! Mere!).

Et andet aspekt udforsker et lille paradoks: Det er på én gang idealistisk og dybt kynisk. Ved at danne sig et overblik over diverse årslister deltager man i konstitueringen af en slags musikkanon. Noget nær en konsensus. Men det bliver det naturligvis aldrig. Her kunne vi diskutere en kantiansk sensus communis, demokratisk potentiale og belgiske Thierry de Duves læsning af denne mulige fælles ånd - hvor flygtig den så end måtte være - men det må blive en anden gang.

Idealistisk fordi vi sammen markerer, hvad der har været særligt afholdt. Hvad der har været særligt smukt, og hvad menneskeheden måske kunne være interesseret i at dele.
Kynisk af åbenlyse årsager: At sammenkoge noget så stort og plædere en forståelse for objektivitet. Årslister er i det hele taget dybt kyniske, og heri består da også udfordringen: Hvordan retfærdiggøre det? Hvis vi da skal retfærdiggøre det. Det vigtigste er, at man forholder sig til det. For at gentage hvad det amerikanske band HEALTH udtalte få år tilbage: "I think the most cynical thing I do is fill out a top ten list every year…" Men de gør det, trods alt.

Læserne af disse sider vil vide, at der også her forekommer årslister. Jeg er hverken over eller under andre skribenter, bloggere, journalister etc. Hvert år kæmper jeg med samvittigheden, men jeg vælger hvert år at lave en sådan liste. Vel at mærke uden pres fra en redaktør hvilket i nogle tilfælde forklarer fremkomsten af sådanne lister - det ser man af og til i kvaliteten (eller rettere sagt mangel på samme) af disse.

Efter et år hvor vi musikbloggere kortvarigt fik ry for at være små forbrydere, kan vi jo tage udgangspunkt i denne status, om end den her er mindre juridisk og mindre latterlig. Som kyniske forbrydere mod kunsten som sådan må vi skabe en ligevægt. Mit håb består i, at dette som oftest er udgangspunktet. En nødvendig erkendelse af kynismen, der afføder en vægtning af idealismen på den anden side.

Hernæst risikerer vi at få status af frelste individer, men det handler ikke om kulturbærere, bannerførere og andre forfærdelige udtryk. Med mere ydmyghed kan det siges at handle om trangen til at dele (virtuelle fællesskaber, web 2.0 etc. er ikke emnet her). Ikke som en meningsløs diskussion men for at konstituere det mulige som kraft. Potentialiteten som bærer af mere end en subjektiv dom. Helt enkelt: Erkendelsen af at visse ting er så smukke, at vi ikke kan holde dem for os selv. Vi er ikke af den grund poeter, og jeg påstår ingenlunde, at det er en kunstnerisk trang. Men jeg vil vove at påstå, at det er en antydning af det sublime, der overskrider det rationelles sfære i en sådan grad, at vi kun kan lade os overvælde.

Det er en dybt subjektiv trang, og det skal en sådan årsliste naturligvis være. Men endnu mere interessant bliver det, hvis vi antyder det førnævnte mulige: eksistensen af det objektive som en mulighed, hvor transitorisk og flyvsk den måtte være. Inden for det reelle, det håndgribeliges diskurs, afviser vi den prompte. Ikke kun af frygt: Den må nødvendigvis eksistere som mulighed, og vi er dybest set ikke interesserede i ræsonnementer, der forklejner den sanseperceptuelle oplevelse.

Men det mulige er netop ikke en del af vor empirisk-perciperede verden, og gennem bl.a. kunsten får vi netop adgang til det ikke-skete. Både gennem drømmen, håbet, traumet og erindringen. De er alle bearbejdelser af virkeligheden og med et (nært eller fjernt) udgangspunkt i det skete. Det skal ikke drejes over på essens, tautologi eller metafysik som sådan. Man kunne jo også bare sige, at vi deler, fordi vi ikke kan lade være, men det er så kedeligt.

Her er det nok formålstjenligt at gøre det mere konkret, og vi skal også adskille dét at formidle, eller blogge generelt, fra den praksis, vi dyrker, når vi udformer årslister. Det er trods alt udgangspunktet. Vi har altså et generelt behov at dække, der både kan anskues kynisk og idealistisk (vi skal heller ikke være bange for at kalde det smukt). Ud over det helt generelle behov for at dele en begejstring er der en idé om, at der med årets (forestående) afslutning vækkes en symbolsk bevidsthed, der afføder det mere konkrete behov: Hvad bevægede os mest i det forgangne år. Også dette er både kynisk og (altså i positiv forstand) idealistisk. I det nødvendige fravalg indrømmes en skam, og kynismen triumferer. Men den afbalanceres her (idealistisk og altså forhåbentlig) af den positive trang til begejstret og muligvis naivt - som den produktive fætter til kynismen - at fremhæve X og Y. "På falderebet og med en pistol for panden kan jeg alligevel ikke lade være at nævne…" Det er kynisk, egentlig uundgåeligt, men der er ingen grund til udelukkende at behandle det sådan.

Nu vi er på falderebet, må vi også sørge for ikke helt at miste balancen: årslister med konkrete interesser eksisterer naturligvis også, om disse så er økonomiske eller opstået som et resultat af umådelige egoer. Der findes naturligvis utallige årslister, der skal være korrekte og afspejle en forståelse for tidens tendenser. Disse skal blot repræsentere i værste forstand og bevæger sig netop væk fra erkendelsen af det subjektives magt. Her bliver det udelukkende kynisk. Ikke decideret ubrugeligt men primært nyttigt for sociologien og psykologien.

Et yderligere aspekt bør også behandles. Hvor det tidligere blev antydet, at der skabes en slags kanon, kan dette både relativeres og gøres endnu bredere: Vi bidrager i både metafysisk og konkret forstand til ét stort arkiv med selve vores eksistens, og det samme er naturligvis tilfældet med sådanne årslister. Det er ganske enkelt interessant at kunne spore sig frem til en tidsånd, en zeitgeist, tendenser fra det forgangne år, fra året før det og så fremdeles. Der skabes et tidsbillede, og selvom der disse år muligvis er for megen fokus på vor museale præsens (her kan anbefales Andreas Huyssens bog Present Pasts), er det trods alt interessant med et sådant arkiv. Også når man selv har sammenfattet en årsliste og formentlig har udviklet sin smag i mere eller mindre betydelig grad siden udformningen af listen.

Der er en stærk følelse af retfærdighed på spil. Når det kan føles kynisk at foretage en næsten forceret-kvalitativ udvælgelse (og dertilhørende fravalg), er det imidlertid også værd at fremhæve det positive potentiale heri: Det tvinger afsenderen til at foretage en revurdering af prioriteter og værdier inden for en sådan bedømmelse. Hvorfor fremhæver jeg dette frem for hin album, når de begge har begejstret mig. Hvorfor fortjener netop dette kunstneriske udtryk at blive anbefalet frem for et andet?

Såfremt en årsliste virkelig skal afspejle årets forløb, testamentere musikåret, bliver det ydermere en anelse perverst: Da bør man begynde allerede ved årets første måned at notere sig, hvad man holder særligt meget af, eller hvad man føler sig særligt rørt af. At sidde i november eller december og genkalde sig den sanseperceptuelle oplevelse i sin nøjagtighed er selvsagt umådeligt svært. Det kan således blive en proces, der i sig selv - forsøg på emotionel loyalitet til trods - er udtryk for en mærkværdig kynisme og ikke just signalerer den romantik, som resultatet (i sig selv et kynisk ord) i sidste ende bør reflektere.

For at vende tilbage til kommentaren fra HEALTH: Selvom der er en bevidsthed om den næsten dominerende kynisme, trodser vi den med en forhåbning om, at der er en mening i at udforme en sådan liste. På samme tid er det naturligvis vigtigt ikke at tage noget for givet. Medmindre der er andre interesser på spil, er en årsliste altid kun det bedste forsøg på en retfærdig liste, men der er næppe en eneste af os, der kan sige sig fri for ikke at tænke anderledes om sådanne lister blot få måneder senere. Kynismen sejrer kun, hvis vi ikke selv giver den modvægt, som idealismen og den oprigtige kærlighed til musikken naturligt besidder.

/Martin

Lower Dens og stigende tempo

2012-02-01T14:37:00.004+01:00

Efter den ganske glimrende debut Twin-Hand Movement fra 2010 er Lower Dens med Jana Hunter i spidsen ved at være klar
med opfølgeren Nootropics. 30. april udgiver Ribbon Music den stærkt imødesete plade, og at dømme efter førstesinglen er der god grund til at drømme.

Brains er gruppens hidtil stærkeste sang. Tempoet er sat en anelse i vejret, og de insisterende trommer tøffer rastløst og intenst uden at bidrage med en følelse af nervøsitet. Det er følelsen af bevægelse. En motor. Men det forbliver menneskeligt-maskinelt frem for noget koldt-automatisk. Der er en usikkerhed på spil, men stemningen er generelt håbefuld. Alt i alt er Brains en ufatteligt stærk single, der efterlader lytteren måbende og - som en god single bør gøre det - sulten efter mere. Vi må dog vente på foråret.

/Martin

Capybara

2012-01-29T17:35:00.005+01:00

Her er et opløftende og lovende orkester til vinteren: Capybara fra Kansas City. Det vil egentlig sige: Barndomsvenner, der efter senere ophold i Brooklyn, Portland og netop Kansas City endte med at starte et band i Taos, New Mexico. Og nu hvor geografien er på plads og alligevel komplet rodet, kan vi bevæge os lidt videre.

Gruppen har allerede udgivet et enkelt album, Try Brother, fra 2009, og nu er gruppen ved at være klar med opfølgeren Dave Drusky via det relativt ukendte The Record Machine. Navnet hjælper dem selvfølgelig heller ikke just.

I forbindelse med sit arbejde med Where the Wild Things Are, lavede Spike Jonze et mixtape, hvor han inkluderede gruppen, hvilket selvsagt gav dem lidt opmærksomhed, og senere fik de æren af at turnere med Daniel Johnston.

Fra det kommende album har vi allerede fået den herligt betitlede single Late Night Bikes, der med en enkel melodi, herligt vibrerende trommer og kyndigt korarbejde skaber en meget veloplagt og næsten eksotisk omgang popmusik, der med undtagelse af de intensiverede trommer efter 3:59 er en næsten perfekt komponeret lille sag. Men lille er den kun i sin lethed. Som en fordums bokser i letvægtsklassen. Det er ikke nødvendigvis her, vi finder den største af de største, men inden for sin egen kategori kan en smule stil og - netop - lethed skabe noget uforståeligt større.

De er grundet denne lethed blevet sammenlignet med bl.a. Givers, hvilket kunne være mere forkert, men der er også ligheder med Islands til tider. Et andet sted er sangen blevet sammenlignet med en indie-rock version of the Lion King, hvilket kun kan være en god ting.

MP3: Capybara - Late Night Bikes

/Martin

Nyt fra Black Dice

2012-01-24T16:17:00.003+01:00

Mange har sikkert allerede været der, men der er nyt ude fra Black Dice i form af en smagsprøve fra den kommende Mr. Impossible, der har fået udgivelsesdato d. 9. april via Ribbon Music.

Gruppen har med deres stædige trang til nytænkning både begejstret og frustreret gennem godt og vel 15 år, og det må på den baggrund bemærkes, at den nye single Pigs er relativt tilgængelig. Relativt.

Black Dice - Pigs by Ribbon Music

/Martin

Om det nyttige og ganske nytteløse

2012-01-22T19:38:00.004+01:00

I sommeren 2010 var jeg ganske besat af The Field Mice, og meget overraskende for mig rammer den sublime popsensibilitet lige så rent i denne noget nær halvhjertede vintertid, vi er blevet udsat for nyligt.

Gruppen var en del af det legendariske Sarah Records (hvorfra flere anbefalinger nok skal komme snarest), og deres indflydelse på musikscenen i dag må slet og ret ikke undervurderes. De eksisterede i ganske få år (1987-1991) og udgav to minialbum og en enkelt fuldlængde. Senere er også nogle fine opsamlinger med diverse singler blevet udgivet. En god introduktion til bandet er eksempelvis Coastal.

Melankoli er nærmest per definition forbundet med skrøbelighed, hvor momentan denne end måtte være. Følelsen af noget forgængeligt. Ikke flyvsk men underligt vedvarende i sin status af forgængelig. Det grænser til en magisk - på godt og ondt - forbindelse mellem the phenomenal og the noumenal. Derfor hersker der også en næsten uundgåelig forbindelse mellem tømmermænd og nostalgi, uanset hvor meget det moralske måtte spille ind. Man er skrøbeligere. Svækket.

The Field Mice er på det nærmeste den katharsis, der næsten konstitueres i så betydelig grad, at den opsøger os - frem for den anden vej rundt. Mere ligetil kan vi også kalde The Field Mice den perfekte breakup-musik. Uanset om man måtte tro på eksistensen af det perfekte.

The Field Mice - When Morning Comes To Town by Cosmopolitan Blvd

When morning comes to town
I'll be moving on
When evening comes back 'round
I'll be somewhere alone
Somewhere far away
Well, what about you?
All things have to end
They have to and they do
And they do

We've started to believe
To one another we belong
We know that isn't so
You're not mine, I am not yours
I never wanted this
For us to carry on
Knowing that it is
In no way what we want
What we want

This way it is the way
No rain of cutting words
I'm happy to go out like this
If happy is the word

I'll think of you always
For you know it as well as I
That for you I would have
Died and would still die
Would still die

When morning comes to town
Something once precious will
End for all of time
Because of how we feel
But better than that have
Us afraid to be alone
Not saying anything
Knowing something's wrong
Something's wrong

This way it is the way
No rain of cutting words
I'm happy to go out like this
If happy is the word

/Martin

CFCF remixer Active Child

2012-01-20T10:53:00.002+01:00

Canadiske Michael Silver har under navnet CFCF remixet en del halvstore navne uden nogensinde at have slået sit navn fast på denne side af Atlanten. Blandt hans stærkeste hører et remix af HEALTHs gamle gennembrudssang Triceratops fra 2007.

Nyligt har han så kastet sig over Active Child, der samtidig må siges at være fremragende og oplagt materiale at bruge. Det fungerer langt hen ad vejen, og det viser sig endog at være et relativt modigt remix.

Der er en anelse mere uro end i originalversionen, og helt forvirrende bliver det, da der introduceres noget, der kunne lyde som synthpanfløjte. Et fint lille remix fra en plade, der tåler meget mere ros, end den allerede har fået: Lyt endelig til You Are All I See, hvis du endnu ikke har haft mulighed for det.

/Martin

Den dårlige samvittighed // Undskyld til Owen

2012-01-18T10:40:00.006+01:00

Owen begik med sidste års Ghost Town én af årets plader. Det glemte jeg ganske enkelt at anerkende, og for det siger jeg undskyld på denne dag, der i forvejen er viet til blackouts (husk at vise din stemme i protesten mod SOPA).

I oktober blev det til et lille indlæg om førstesinglen I Believe, en mageløs og umådeligt velskrevet sang, der ligesom resten af albummet i øvrigt blæser stort på, hvordan man bør komponere og producere i dag. Owen, og Mike Kinsella for den sags skyld, er stadig et umådeligt undervurderet navn i dansk sammenhæng, og det er da heller ikke svært at forestille sig, at nogle måske står af ved hans måde at synge på. Det kan ved første lytning simpelthen synes for følsomt for nogle, selvom teksterne netop bobler af underfundig ironi. Der er naturligvis sket en del siden tiden i Cap'n Jazz, Owls og (fantastiske) American Football, men den finurlige fingerpicking fra sidstnævnte gør sig stadig gældende langt hen ad vejen, og på det nye album blandes den akustiske ofte med én eller flere elektriske ganske effektivt.

Livet som familiefar reflekteres, der ironiseres over det, der fortvivles. Ofte har man følelsen af, at Mike et øjeblik glemmer sin nye position og et øjeblik reagerer stærkt på de nye kår - som en hund, der vækkes abrupt fra sin søvn ("fuck you and your front lawn"). Zeitgeist-forventninger skal kastes over bord, og fænomenologen skal fordomsfrit give sig i kast med denne fremragende plade. Som det stod skrevet i en anmeldelse herhjemme, kan man også med fordel lytte til pladen, medens man går tur med hunden. Både med og uden hund kan det anbefales.

Hele Ghost Town kan streames på Bandcamp.

Owen - I Believe by pyramidsongs

/Martin

Mesita

2012-01-16T11:53:00.004+01:00

Bag Mesita står 23-årige James Wooley, der har nydt udmærket opmærksomhed på diverse blogs. Sidste års Here's To Nowhere blev dog ikke just velkendt materiale for manden på gaden, men måske det kan blive til en lille udvidelse af fanskaren med udgivelsen af den kommende The Coyote ("early 2012").

På den relativt nye single On Through the Dark synger Wooley sig igennem det drømmeagtige univers i sin lette og stille falset med en tilstedeværende ubekymrethed, der trækker lidt på Elbow og samtidig lyder i retning af Jonquils Whistle Low med sin insisterende guitarindledning, der viser sig at være gennemgående og bliver til en bærende del af rytmesektionen. Som sangen udvikler sig, tynger bekymringen alligevel lytteren, og det lyder her lidt hen ad Madrugada og deres sublime Majesty.

On Through The Dark by Mesita

/Martin

Nyt fra Bear In Heaven

2012-01-12T16:03:00.003+01:00

Så er der endelig nyt fra Bear In Heaven, der i 2009 udgav det aldeles fremragende Beast Rest Forth Mouth. Det kommende album har fået den dejligt tilbagelænede titel I Love You, It's Cool. Udgivelsesdatoen er sat til 3. april gennem Hometapes og Dead Oceans.

Førstesinglen The Reflection of You er ude nu, og det lyder umiskendeligt som Bear In Heaven. Synthfladen er imidlertid mixet en smule højere, så det overordnet virker en anelse mere elektronisk end tidligere - uden at underkende hvor fremtrædende dette element trods alt var på Beast Rest Forth Mouth. Helten forsøger sig med et modigt comeback efter nederlaget:

Here I am
There you are
There is nothing left between us
Nothing left between us
So dance with me

Bear In Heaven - The Reflection of You by Bear in Heaven

/Martin

Kollegial anbefaling

2012-01-12T11:35:00.003+01:00

Jeg føler nogle gange, jeg er for dårlig til at give anbefalinger videre, når det kommer til andre blogs. I dag synes det særligt påtrængende: Én af landets dygtigste koncertarrangører, Bjarke Svendsen, har netop lagt et indlæg ud med dertilhørende veloplagt playliste med alskens 'verdensmusik' (han har det vist også selv svært med begrebet) på Passive/Aggressive.

Passive/Aggressive er relativt ny, men den har hurtigt fundet sin egen identitet, og der opdateres ofte. Det skorter hverken på anbefalinger af ny musik eller fine gæsteindlæg, så har du ikke allerede bogmærket den, kan du passende gøre det nu. Det er hurtigt blevet én af landets mest interessante musikblogs.

/Martin

A.A. Bondy

2012-01-11T16:04:00.005+01:00

Når man (som undertegnede) af og til gør sig skyldig i at kalde noget for overset, er det kun på sin plads at stå frem, når det groft er lykkes én selv at overse noget decideret mesterligt. En ven anbefalede nyligt pladen Believers af A.A. Bondy, og den har stort set ikke forladt anlægget siden.

Trods udgivelse på Fat Possum er det ikke et navn, man har hørt meget til i Europa, men det går egentlig meget godt i spænd med selve oplevelsen af at lytte til A.A. Bondy (kort for Auguste Arthur). Det er udpræget nattemusik, næsten eksklusivt i sin sorgbearbejdelse, og man får en følelse af, at selve titlen er valgt for at give en vis vægt over for den modløshed, der ofte præger lydbilledet.

Det er drævende americana, slowcore, country. Eller som Anders Cold, én af Danmarks absolut bedste anmeldere, har kaldt det: En stilfærdig triumf. Det er egentlig ganske simpelt, men det er lige så effektfuldt som et enkelt vindstød på en bølgende kornmark. Et fremragende udspil, der i øvrigt følger op på to andre yderst interessante plader.

Believers er intet mindre end meget, meget imponerende.

A.A. Bondy - Believers (Album Preview) by PIASGermany

/Martin

Hvem skulle også vide det

2012-01-09T13:31:00.007+01:00

Selv for en overraskelse var debutalbummet Skeptic Goodbye af You Won't ganske overraskende. Og ganske interessant et næsten konventionelt paradoks: Det er næsten umuligt i sin enkelhed, og netop heri ligger pladens og duoens styrke. Det er nemmere at distancere sig gennem et åbenlyst forsøg på et decideret brud, end det er overbevisende at nyfortolke fasttømrede traditioner.

Her ligner Massachusetts-bandet lidt deres regionale artsfæller Wheat, der ligeledes kan grænse til det skræmmende velkendte og alligevel svært placerbare (uden yderligere sammenligninger i øvrigt). Vi kan dog godt forsøge os med at placere You Won't, hvilket jeg også tidligere har gjort på disse sider: Udgangspunktet er en forkærlighed for folk-traditionen (eller traditionerne), hvor det som med snart sagt hver anden kunstner er umuligt at se bort fra en vis Dylan. Men også The Shins og The Apples in Stereo høres klart, og disse kunstnere er da også sig selv eksponenter for dette svære (og i denne kontekst lykkedes) forsøg.

Efter at have selvudgivet pladen uden megen opmærksomhed bliver den nu genudgivet her i januar på Old Flame Records, der bl.a. har arbejdet med Cloud Nothings, unouomedude og danske Alcoholic Faith Mission.

Én af pladens perler er samtidig den sang, jeg ifølge Last.fm har lyttet mest til de seneste tolv måneder, nemlig den skræmmende simple Who Knew. Den beskriver på godt tre minutter en rørende erkendelse af utilstrækkelighed hos den forelskede. Frem for at føre sig ynkeligt frem bliver det til en næsten slavisk opremsning af, hvordan vores helt - når alt kommer til alt - kunne have været den rette; det er noget så kynisk som timingen, der er helt forkert. Konstruktionen hedder altså: Hvis han var x, ville han gøre y, men [omstændighederne].

Narrativet er kronologisk opbygget: Først det kære barn, så den traurige 18-årige. Dernæst den midaldrende mand, så den 103-årige. I sangens sidste del bliver det mere abstrakt, eftersom desperationen spiller ind i erkendelsen. Han forestiller sig her, at han er Marty McFly og kan tage tilbage tilbage til deres barndom for at blive sin (umuligt) udkårnes bedste ven. Herefter antydes det patetiske, da han som a ghost on [the] hall vil hjemsøge hende. Men han er af kød og blod.

All along I did what I could
But you tell me my timing's no good
Who knew

All along I did what I could
But you tell me my timing's no good
Who knew
Who knew

Det leveres som en nøgtern kendsgerning: Der er intet at stille op. Det er skræmmende banalt, og netop dét kræver mod: At indse det enkle, der til tider kan symbolisere det uendeligt triste. Who Knew er en sørgmodig hymne - og en helt igennem formidabel popsang.

MP3: You Won't - Who Knew

You Won't - Who Knew by Movements & Nonsense

/Martin

Næseblod i forstaden

2012-01-04T17:24:00.003+01:00

Trevor Powers, også kendt som Youth Lagoon, stod bag én af sidste års bedste plader med sit debutalbum The Year of Hibernation. Et album, der i øvrigt blev kåret til årets stærkeste på den rigtig fine blog disco naïveté. Forud for udgivelsen af albummet blev særligt sangen July spredt godt og grundigt i blogosfæren, og den hører da også blandt sidste års smukkeste. Nu har vi godt gang i adjektiverne, men det er det mindste, vi kan gøre i denne forbindelse.

Nu er der en ny video ude til netop July. Den starter forventeligt i forstaden på en cykel, men udvikler sig ganske dramatisk. Selv når den forløsende guitar sætter ind i sidste fjerdedel, forbliver det overraskende mørkt.

Youth Lagoon - July from Tyler T Williams on Vimeo.

/Martin

Årets album 2011: Nr. 10-1

2011-12-29T10:00:00.004+01:00

10. Atlas Sound - Parallax

Bradford Cox skuffer aldrig, synes man efterhånden at kunne spore sig frem til. Med uhyggeligt sikker hånd udforsker han såvel mørke afkroge af underbevidstheden som musikalske traditioner, der alle bliver en del af hans ganske særlige stream-of-consciousness-univers. Cox understreger ofte, at han har slået sig til tåls med, hvem han er, og at han er ligeglad med andres tanker om ham. Dette kommer frem i den selvsikkerhed, der vises i sangskrivningen, men heri manifesteres også en personlig tvivl, der kæmper om at komme op til overfladen.

9. Wild Beasts - Smother

Smother er en noget underspillet størrelse. Ofte bliver det næsten minimalistisk, hvilket gør selv de mindste dynamiske ændringer i sangenes opbygning til jordskælvslignende oplevelser. Albummet har ingen åbenlyse singler som eksempelvis All the King's Men på forgængeren Two Dancers, og det var også relativt stille omkring dette års førstesingle Albatross, der dog er en fornem repræsentant for resten af Smother. Gareth Campesinos kaldte tidligere i år Wild Beasts for ét af Storbritanniens bedste bands, og man forstår med denne plade, hvad der menes med så store ord.

8. Balam Acab - Wander / Wonder

Internettet blev erobret med den utrolige singleforløber Oh, Why. Men Wander / Wonder er forblevet en lille hemmelighed, hvilket næsten også er den følelse, man har i lytningen af pladen: Pladen består af samples, der alle er fundet i diverse afkroge af internettet, og den måde hvorpå den unge musiker behandler vokalsporene, bevidner om denne følelse af det hemmelige. Stemmerne bliver altid holdt lidt tilbage, og det står klart, at de bærer vidne om mørke gange, der er mindre uhyggelige, end de først bærer præg af.

7. The War on Drugs - Slave Ambient

Philadelphia begynder at kunne siges at have en vis lyd, hvoraf produceren Jeff Zeigler spiller en vis rolle. I år har han bl.a. stået bag den fornemme lyd på Slave Ambient, ligesom han har stået bag flere indspilninger med Kurt Vile. Men The War on Drugs er mere end en god produktion: De er lag på lag af guitarvidundere og en fornem fortolkning af langhårede idoler ud i både folk- og psychedelica-traditionen. De trækker i høj grad på en vis Dylan, men man hører også Springsteen hist og her. Eksempelvis i den medrivende Your Love Is Calling My Name, der endog kalder på associationer til en vis Knopfler.

6. Dreamers of the Ghetto - Enemy/Lover

Én af årets mest oversete udgivelser. I første omgang selvudgivet og senere genudgivet af (det ellers post-rock-fikserede) Temporary Residence til en anelse mere opmærksomhed. Dreamers of the Ghetto excellerer ved tydeligere end nogen andre i år at bære præg af en ligegyldighed over for enhver idé om forventning - både i forhold til dem selv og til andre. Det er en form for omvendt unikum i positiv forstand: Det er unikt uden at være banebrydende. Det er stærk sangskrivning med én af de stærkeste vokaler i lang tid, der særligt kommer til udtryk på sange som Always og Phone Call.

5. Active Child - You Are All I See

Årets album ifølge engelske The 405. Den dejlige titel ledsages af en række finurlige popsange, der er svøbt ind i blød electronica og behændig harpe. You Are All I See er et personligt udspil, der langsomt kravler ind under huden og viser sit værd gennem en moden og reflekteret intimitet.

4. Bon Iver - s/t

Opfølgeren til For Emma, Forever Ago kunne være blevet en fatal fiasko, og det mod hvormed Vernon (nu med band) har kastet sig ud i udfordringen er umådeligt beundringsværdigt. Bon Iver er netop modig ved at være ganske anderledes uden at være radikal i sin forandring. Der arbejdes mere med formerne, og pladen er på næsten alle måder stærkere end debuten. Afslutningsvis må det her tilføjes, at jeg holder umådeligt meget af pladens sidste nummer, Beth/Rest, der har fået store tæsk hos mange. Fra start til slut en helstøbt plade af et yderst veloplagt orkester.

3. Kurt Vile - Smoke Ring For My Halo

En ven sagde i beruset begejstring, at det ikke var umuligt, at Kurt Vile kunne være den sangskriver, man ville se tilbage på om 30-40 år som vor tids helt store singer/songwriter. Formuleringen er både bombastisk og alligevel retorisk forsigtig, ligesom Kurt Viles musik både er dynamisk direkte og samtidig umådeligt tilbageholdende i sit røgslør. Den produktive Vile lader til at være ustoppelig i øjeblikket, og det er et stort privilegium at læne sig tilbage til tonerne af så delikat et udspil.

2. You Won't - Skeptic Goodbye

Årets helt store overraskelse og en umådeligt overset debutudgivelse. Gruppen har nu skrevet under med fine Old Flame Records, og pladen bliver genudgivet i januar, hvor det forhåbentlig bliver til en hel del mere eksponering. Skeptic Goodbye er særdeles oplagt fra start til slut, og duoens folk-pop med inspiration i bl.a. The Shins og Apples in Stereo er så enkel og virkningsfuld, at man kun kan blive imponeret over sangskrivningen. Blandt de nominerede til årets sang hører fra denne plade særligt den både bedårende og udleverende Who Knew.

1. M83 - Hurry Up, We're Dreaming

Det er vel på sin vis en oplagt førsteplads. Et dobbeltalbum uden en eneste svaghed. Hele 22 sange, der formår at hænge sammen trods stor, stor alsidighed og nysgerrighed. M83 har tidligere været både storladent og triumferende. Varieret har det også været. Hvori består da overraskelsen, hvis vi da overhovedet har behov for denne? Til en vis grad kan man tilskrive valget af dette format. At udgive et dobbeltalbum er imidlertid næsten forventeligt af en pathos- og nostalgifyldt romantiker som Anthony Gonzalez, men at man i 2011 kan få noget så stort til at lykkes, er i sig selv så fabelagtig en bekræftelse, at det genføder den naivitet i lytteren, som Gonzalez selv har bevaret.

M83 får lov at sætte punktum for endnu et umådeligt stærkt musikår. Jeg har uden tvivl overset mange fantastiske plader, hvoraf enkelte for mange står som allestedsnærværende troper, men tilfældighederne skal jo gerne spille ind. En blog skulle også gerne afspejle subjektet og ikke forsøge at repræsentere tidsånden eller selve året, der gik. Der er masser af grund til at glæde sig til 2012. Problemet er ikke, hvorvidt vi kommer til at høre fremragende plader - snarere i hvor høj grad vi skal frygte, hvad vi mon går glip af og først får tid til at udforske retrospektivt.

/Martin

Årets album 2011: Nr. 25-11

2011-12-27T16:35:00.011+01:00

25. John Maus - We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves

Prisen for årets albumtitel må vel gå til John Maus, der på samme tid har begået sit hidtil stærkeste album. En kitschproduktion er ganske vist en del af tidsånden, men John Maus gør det ganske enkelt bedre end de fleste og har tilmed sangene til at underbygge det helstøbte lydbillede.

24. Panda Bear - Tomboy

Der er næppe en plade fra 2011, der har været så voldsomme forventninger til som Tomboy. Den er naturligvis ikke i samme klasse som Person Pitch, og den forsøger gudskelov heller ikke at ramme samme æstetik. Men den er i sin egen ret en finurlig plade med mange fine melodistykker.

23. Beirut - The Rip Tide

Hvor Zach Condons værker tidligere er blevet beskrevet meget tematisk, er The Rip Tide på sin vis mere afslappet. Et sammensurium af små værker, der fungerer mere som en samling stærke sange end som det mere sammenhængende vidunder, man forbandt med The Flying Club Cup.

22. WU LYF - Go Tell Fire to the Mountain

Sidste nummer på WU LYFs debutplade hedder meget rammende Heavy Pop. Bandet lukrerer på en mystisk og pressesky identitet, men det er trods alt musikken, der bør fremhæves. Denne heavy pop er en imponerende tolkning af popmusikken, der er al hypen værdig.

21. I Break Horses - Hearts

Førstesinglen Winter Beats tæller blandt årets stærkeste sange, og man kan næppe bede om en stærkere indledning på en plade. Maria Lindén synger tilbageholdende og ganske fremragende. 2011 var ikke præget af lige så mange fremragende svenske plader som året før, og de er da også eneste skandinaviske navn på årets liste.

20. Real Estate - Days

Real Estate er en åbenlys darling, og Days er ingen undtagelse. Det er ofte ret forudsigeligt, men netop her bliver det imponerende: Det er, hvad håndbogspsykologien vil kalde den sunde kedsomhed.

19. Cut Copy - Zonoscope

En udgivelsesdato i starten af året er muligvis årsagen til, at denne glimrende plade ikke er kommet på synderligt mange årslister. Samtidig må man anerkende, at manglen på åbenlyse singler (sammenlignet med In Ghost Colours) har skabt en anderledes plade, end mange muligvis har forventet. Den kræver i højere grad at blive hørt fra start til slut, men da afslører den også sin imponerende homogenitet.

18. The Weeknd - House of Balloons

Det hele startede nærmest med et tweet af Drake. En anbefaling af det gratis debutalbum og et bredt publikum var nået kort derefter. The Weeknd er yderst veludviklet og udleverende popsensibilitet i R&B-format. Et format, der i 2011 er brudt igennem til et publikum, der tidligere stort set har foragtet denne tradition. I samme åndedræt bør man da også understrege, at det ikke er R&B som sådan, og krydsningen understreges da også af valget af samples, der bl.a. inkluderer et par stykker af Beach House. Imponerende er det også, at canadieren har udsendt hele tre fuldlængder i 2011.

17. The Dodos - No Color

Egentlig var det vel ikke så slemt med forventningerne til No Color efter skuffelsen Time to Die. Alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at dette fine album blev afskrevet på forhånd. At de med Visiter peakede for aldrig igen at nå de højder. Ret skal være ret: Vi er ikke på højde med hverken Visiter eller Beware of the Maniacs, men det er meget tæt på, og man kan håbe, at fremtiden kommer til at se mildere på denne nyeste udgivelse af trioen (tidligere kun duo).

16. Destroyer - Kaputt

En genfunden glæde for saxofonen prægede til en vis grad det første halvår af 2011, hvilket har sendt en skræk i livet på mange og begejstret andre. Den rutinerede Dan Bejar er en herre, der ikke falder for unødvendig kitsch men i stedet formår at omfavne en på sin vis let(sindig) produktion, der får de ni perler på Kaputt til at stå tilbage som mere end blot tidstypiske pejlemærker.

15. Gang Gang Dance - Eye Contact

Mere end 11 minutter varer første skæring på Eye Contact, og den er en perfekt repræsentant for opfølgeren til det formidable Saint Dymphna. Sangen bygger langsomt op og udviser fornemt tålmod, før det pludselig går løs i afbalanceret vildskab. Titlen antyder en vis forhøjet intimitet, der kommer særligt stærkt til udtryk i singlen MindKilla, der er blandt årets absolut mest medrivende sange.

14. Cass McCombs - Wit's End

Det er blevet til to fuldlængder for Cass McCombs i 2011, hvoraf denne første - Wit's End - er den klart stærkeste. Blot et enkelt sekund er vi inde i pladen, før fortællingerne starter. Vokalen er egentlig enkel og forsøger aldrig det store; det er i selve sangskrivningen, McCombs har en formidabel styrke. Udleveretheden er tydeligt medieret men blotter i sin enkelhed et narrativ, der bliver mere og mere nøgent for hver gennemlytning. Og så er The Lonely Doll jo én af årets smukkeste sange.

13. Julianna Barwick - The Magic Place

Man har følelsen af, at Julianna Barwick til en vis grad har afskærmet sig fra resten af verden og trukket sig tilbage i sin egen, som hun på overbevisende vis har repræsenteret sonisk og med den rammende titel The Magic Place. Det er ikke utvetydigt glade toner. Omvendt er det heller ikke en overvældende tristesse. Det er nærmest en kropsliggørelse af en interesseløshed, der skaber flotte Leerstelle (i Wolfgang Iser'sk forstand), hvorfra vi selv kan navigere i produktiv kontemplation.

12. Akron/Family - S/T II: The Cosmic Birth and Journey of Shinju TNT

De legesyge amerikanere er i forrygende form på deres nyeste udspil. Der er megen alsidighed på spil, men smukkest bliver det alligevel på den mere afdæmpede Island. En på flere måder bekræftende udgivelse.

11. Youth Lagoon - The Year of Hibernation

Unge Trevor Powers har noget, der ligner et naturligt superheltenavn, hvilket den udmærkede albumtitel ikke just forsøger at hamle op med. Albummet er spækket med intimitet og langsomme opbygninger i en charmerende hjemmeproduktion. The Year of Hibernation er indbegrebet af fremragende bedroom recordings.

... Top 10 følger én af de nærmeste dage.

/Martin

Årets album 2011: Honourable mentions

2011-12-27T15:57:00.005+01:00

Endnu et fremragende musikår er nået til ende, og det er tid til både kynisme og romantiske anskuelser. Op til listen over årets plader følger her et udvalg af stærke udgivelser, der ligger lidt uden for den sædvanlige top 25.

Listen er lang og uoverskuelig. Den er ikke organiseret hverken alfabetisk eller efter kvalitet. Den får lov at stå lige så rodet, som alle årslister er, når alt kommer til alt. Tal kan vel godt være lidt transparente engang imellem.

The Smith Westerns - Dye It Blonde
TV On The Radio - Nine Types of Light
Grouper - A I A: Alien Observer
Braids - Native Speaker
St. Vincent - Strange Mercy
The Antlers - Burst Apart
Bill Callahan - Apocalypse
Oneohtrix Point Never - Replica
Girls - Father, Son, Holy Ghost
Zomby - Dedication
Yuck - s/t
Radiohead - The King of Limbs
Crystal Stilts - In Love With Oblivion
Iron & Wine - Kiss Each Other Clean
Craft Spells - Idle Labor
Decemberists - The King Is Dead
Toro Y Moi - Underneath the Pine
Tune-Yards - W H O K I L L
Ponytail - Do Whatever You Want All the Time
Okkervil River - I Am Very Far
Fleet Foxes - Helplessness Blues
Handsome Furs - Sound Kapital
EMA - Past Life Martyred Saints
Julian Lynch - Terra
Tennis - Cape Dory
Washed Out - Within and Without
Battles - Gloss Drop
Ford & Lopatin - Channel Pressure
Mogwai - Hardcore Will Never Die, But You Will
Ducktails - Ducktails III: Arcade Dynamics
Clap Your Hands Say Yeah - Hysterical
The Drums - Portamento
Pallers - The Sea of Memories
Shabazz Palaces - Black Up
Team Me - To the Treetops!
Com Truise - Galactic Melt
Nicolas Jaar - Space Is Only Noise
araabMUZIK - Electronic Dream
Zola Jesus - Conatus
Los Campesinos! - Hello Sadness
Johnny Foreigner - Johnny Foreigner vs Everything
Kate Bush - 50 Words for Snow

Jeg har formentlig også glemt en hel del gode. Sådan går det, når bevidstheden om kynisme spiller ind. Top 25 følger meget snart!

/Martin

Jul med Mazzy Star

2011-12-23T22:24:00.003+01:00

Det hele svømmer over med årslister, og snart smider jeg også et bidrag i vores syndflod. Det virker efterhånden underligt at formidle noget nyt - det lader jeg vente til det nye år. En del af mig håber også, at de færreste har tid til at bruge for meget tid på musikblogs disse dage.

Et tilfælde bragte mig på sporet af en gammel favorit, der i al sin særegne nostalgi er både beroligende og foruroligende. Mazzy Star med Flowers in December. Den tillader lytteren at åbne op, hvilket som bekendt i første omgang kan være lidt af en fare. Som en ven, der tvinger dig til at tale om det, du bliver nødt til men ikke har lyst til. På samme vis bliver den her sat på repeat, da man kan have svært ved at sige stop, når først man er kommet i gang. Det var muligvis en metafor.

En rigtig glædelig jul til dem, der kan lide den slags. Og en rigtig god weekend til alle. Der kommer muligvis et indlæg mere i år, og jeg lover både nostalgi og - hvad en tidligere læser har formuleret - pro-solskin.

/Martin

Aktivitet

2011-12-19T17:02:00.004+01:00

How to Dress Well markerede for mange en nyvunden respekt for nogle af de dynamikker, der fungerer så stærkt i al deres enkelhed inden for R&B. Denne weekend tweetede Edward Droste også ganske passende, hvordan dette havde været et fantastisk år for R&B men et mindre heldigt år for indie rocken. Nu skal vi ikke hænge os for meget i genrer, men man kan håbe, at nogle lyttere giver sig selv lov at reflektere over, hvorfor der egentlig bliver skubbet til præferencerne. I hvor vid udstrækning er det blot en naturlig udvikling, og i hvor høj grad kan dette anskues på et personligt plan over for en bredere kultur formet af relativt dominerende medier? Her vil mange nok tænke på, hvorledes P4k tog The Weeknd under deres vinger.

Nuvel, vi vil gå videre i programmet og give lidt opmærksomhed til Active Child, der netop har fået sit debutalbum med den kære titel You Are All I See kåret til årets bedste på The 405. Bag navnet står Pat Grossi, der i år ofte er blevet sammenlignet med James Blake, hvilket er ganske unfair. Der er da enkelte ligheder, men det er trods alt ikke al musik, der er dubstep, blot fordi det er udgivet i 2011. Som Active Child benytter Grossi sig ofte af nogle af de førnævnte dynamikker, man kender fra minimal R&B, og interessant nok gæster Tom Krell (How to Dress Well) også på albummet. Men nu vi har slået fast, at det ikke er dubstep, må vi også understrege, at det ikke just er hverken R&B eller et typisk bedroom project.

Der er noget drævende sentimentalt over det hele, og de fyldige beats akkompagneres nysgerrigt af bl.a. flittig brug af harpe og lange synthflader. Man kan til en vis grad forsøge at forestille sig, hvordan M83 kunne have udviklet sig, da Anthony Gonzalez fortsatte projektet alene, såfremt han var blevet konfronteret med en anden zeitgeist. Igen uden at sammenligne direkte: Active Child er mere sig selv, end han ofte gives credit for i visse anmeldelser. Lytter man albummet igennem fra start til slut, giver kunstnernavnet også pludselig mere mening. Det er ingenlunde hyperaktivt, men det er nysgerrigt og legende. Fantasien får frit spil inden for en bevidsthed, der alligevel dikterer en afstand til barnet. Et på mange måder rigtig flot udspil.

Active Child: 'Hanging On' by Ragged Words

/Martin

Lana Del Rey

2011-12-15T11:33:00.006+01:00

Opmærksomheden omkring Lana Del Rey tager voldsomt til. Nogle umådeligt stærke singleudspil i 2011 har efterhånden skabt store forventninger til debutalbummet Born to Die, der skulle udkomme mod slutningen af januar via Interscope og Polydor. Flere habile remixes er det også blevet til, og senest har den imponerende video til titelnummeret (instrueret af Woodkid) fået omtale i flere større medier blot ganske få timer efter offentliggørelsen.

Bag kunstnernavnet står Lizzy Grant med base i New York. Musikken er ikke glamourøs som sådan - snarere i en forfalden optik. Hun synger ofte lidt modløst i samme stil, som man eksempelvis kender det fra Memoryhouse, men forholdet til iagttagelsen er anderledes; Lana Del Rey er mere konstaterende og lyder til tider næsten doven. Selv når hun forholder sig spørgende (I heard you like the bad girls, honey / Is that true?). Men netop dette aspekt er spændende at forfølge: Modløsheden er måske i fokus, men det er netop den insisterende og latente forhåbning, der skaber den gnist, der nægter at lade sig slukke.

Hun afgiver gerne løfter og blotter sig selv (endog med en klassisk I will love you till the end of time i singlen Blue Jeans), men der opretholdes en distance, der tillader den førnævnte iagttagelse at tage form og manifestere sig som en fast del af hendes hengivelse. En problematisk størrelse, der skal blive utrolig spændende at udforske på den kommende plade.

Lana Del Rey - Video Games by PurplePR

/Martin

Weekend og et halvt tusinde indlæg

2011-12-10T12:32:00.003+01:00

Det går lidt langsomt med indlæg for tiden. Én af grundene er, at der simpelthen ikke udkommer meget nyt disse dage. Men der er jo en nærmest uudtømmelig kilde at hente inspiration i, og ganske ubemærket har vi efterhånden passeret de 500 indlæg. Jeg siger ikke "vi" for at starte en diskussion om hverken Aristoteles, Kant eller Thierry de Duve men for at anerkende bidrag fra et par andre skribenter, der har været inde over siden siden 2007. Stort tak til dem og tak til dem, der fortsat læser med engang imellem!

Den elektroniske scene i Paris behøver vi måske ikke at hype yderligere, men jeg har først i dag opdaget produceren DyE, der er på Tigersushi Records. Han er ikke en del af den hårdtslående electro og ej heller den blødere franske electronica, der i højere grad baserer sig på fascinationen af de bilspil, producerne voksede op med. Det er ikke en kitschet hymne til forestillingen om en kælderklub i Rom i 1985, men det lyder meget lovende.

Førstesinglen Fantasy beskrives af pladeselskabet som kemiske lyde over melankolske melodier, på én gang drømmende og triste synthesizere over dybe basgange.

DyE - Fantasy (original) by DyE

/Martin

Giraffage

2011-12-07T13:22:00.002+01:00

I internettid lader det til, at mange finder det nødvendigt for at finde på egne begreber for at bevare følelsen af ikke at blive tabt. Først elskede alle chillwave, så blev halvdelen af alle elektroniske udgivelser kategoriseret som sådan, og nu støder man tilsyneladende på "post-chillwave". Det nemmeste præfix vil selvfølgelig altid være "post", så vi kan vel tilgive det. Nuvel, så lad os da præsentere noget post-chillwave!

Vi kan også bare kalde det finurlig electro-pop fra en ung San Francisco-herre, der går under navnet Giraffage. Charlie Yin arbejder primært med samples, hvoraf godt 75% er samples skabt af egen stemme til nedenstående Moments, der indleder albummet Comfort.

Han beskriver selv sangen ud fra et trist og ensomt udgangspunkt, ligesom hans "falling out of love" åbenbart var en del af motivationen. Det hører man dog ikke i udpræget grad, så forelskelsen var måske destruktiv, når alt kom til alt.

Hent de elleve gratis sange på hans Bandcamp eller via det link til Mediafire, han selv har kastet ud på siden.

MP3: Giraffage - Moments

/Martin

Darkside

2011-12-02T13:06:00.005+01:00

Nicolas Jaar udgav tidligere i år den glimrende Space Is Only Noise, der er amerikansk-chilenerens første fuldlængde. Den unge DJ udgav pladen på eget selskab og har siden turneret med band, hvoraf bassisten har været Dave Harrington, som vi tidligere har skrevet om i forbindelse med bandet Arms. Harrington spiller i øvrigt også i El Topo.

Nu har de to sammen dannet Darkside, der ikke overraskende blander elementer fra de to musikeres respektive specialeområder. Jaar har selv kaldt det for det mest rock 'n' roll, han nogensinde har arbejdet med, hvilket imidlertid ikke siger så meget for netop ham. Det er relativt mørkt og bygges tålmodigt op. Tempoet er aldrig synderligt højt, og det er funky på en så stenet måde, at man både beundrer det og fastholdes i sin undren over, hvad fascinationen egentlig består i. Imponerende. Duoens EP kan streames herunder.

DARKSIDE - DARKSIDE EP by Clown & Sunset

/Martin

Lille gave fra The Dodos

2011-11-30T08:24:00.004+01:00

Som stor fan af The Dodos er det vel kun passende, at jeg giver lidt opmærksomhed til en stærk b-side, der så dagens lys i sidste uge. Gruppen har netop udgivet singlen Don't Try and Hide It, hvorfra den altså hidtil uudgivne So Cold stammer.

Tidligere i år udgav bandet det stærke og noget undervurderede No Color, der nok desværre er blevet lidt hæmmet i folks bevidsthed af den yderst skuffende Time to Die fra 2009 (en plade, der retfærdigvis led under en sjældent forfærdelig produktion af Phil Ek). So Cold er en stærk b-side, der byder på mange af de karakteristika, man forbinder med bandet. Outroen er imidlertid en fin lille overraskelse, der bl.a. byder på lidt veldoseret stryg.

The Dodos - So Cold by Meet You At The Show

The Dodos - Dont Try and Hide It by Republic of Music

/Martin

Averkiou

2011-11-27T11:31:00.005+01:00

Følelsen af at komme for sent rammer mig. Min bofælle viser mig en LP, han har købt grundet det farverige cover art. Det viser sig at være en glimrende plade. Han fortæller, at de er gået i opløsning.

Averkiou fra Gainesville, Florida startede som en kvintet. Med udgangspunkt i tre guitarister skabte de en form for shoegaze pop, der er meget lettilgængelig og udviser en smittende entusiasme.

De udgav debutalbummet Throwing Sparks på det lokale label Clairecords i november 2007 (der vist senere har genudgivet det). Senere udgav de 7" singlen Wasted and High. Men herefter er de angiveligt gået i opløsning. Der er ikke meget info at finde om bandet, og pladeselskabets hjemmeside er ikke blevet opdateret siden 2009. Bandets hjemmeside er lukket, og deres Bandcamp lister sangene i forkert rækkefølge. Der er nogle ting, der ikke stemmer. Samtidig er de ét af de få bands, der har en MySpace, der er blevet opdateret i år. I januar har de skrevet noget om nye sange, og ifølge andre profiler har de været i færd med at arbejde på et nyt album, men det meste af bandet er blevet udskiftet.

Rygterne vil imidlertid, at vi ikke får mere, og indtil videre har jeg heldigvis nok i det medrivende debutalbum, der med en spilletid på under 26 minutter tigger om at blive spillet forfra igen og igen. Det er til tider umådeligt poppet, men det vækker snarere følelsen af en forstad med for megen tid, end det vækker den indre snob. Det er med udgangspunkt i shoegaze, men det er udført som amerikansk pop-rock, der ikke kender til begrebet guilty pleasure.

/Martin

Konkurrence: Vind billetter til Akron/Family på HeadQuarters

2011-11-25T10:18:00.006+01:00

Akron/Family har gennem flere år været leverandører af noget af det fineste eksperimenterende folk-rock fra den anden side af Atlanten. Deres seneste plade, S/T II: The Cosmic Birth and Journey of Shinju TNT, er blandt årets herligste udgivelser og byder bl.a. på én af årets smukkeste sange: Den befriende Island.

I næste uge kigger de forbi Aarhus og København, og vi udlodder her i årets sidste konkurrence 2x2 billetter til koncerten på HeadQuarters i Aarhus tirsdag d. 29, der er det sidste MiskMask-arrangement i 2011.

For at deltage i konkurrencen skal du blot sende en mail til borneblogger@gmail.com med overskriften "Akron/Family". Vi giver vinderne direkte besked.

Info
Akron/Family + support Orange Monks
HeadQuarters, Valdemarsgade 1
Tirsdag d. 29. november
Koncertstart kl. 20

Akron Family - Silly Bears by Pretty Much Amazing

/Martin

Tearjerker

2011-11-23T12:00:00.005+01:00

Tearjerker fra Toronto lader sig nærmest konsekvent fotografere som en duo, selvom de har været en trio gennem længere tid. Deres musik afspejler lidt samme tendens: En stor lyd, der holdes lidt nede. Noget, der kunne være majestætisk, men som absolut ikke må nærme sig spekulation om noget storladent. Tearjerker er en slags nedspillet shoegaze. Eller bedroom shoegaze. Som de selv har skrevet i deres biografi om nogle af de beskrivelser, de har modtaget: ... and other subgenres that Tearjerker hadn't really heard of before.

Det lyder nogle gange som en lidt mørkere udgave af Youth Lagoon. Ikke at det er mørkt som sådan, men at det snarere er mindre håbefuldt. Mere konstaterende hvilket også antydes i bandnavnet. I de mere lyse øjeblikke er der også en antydning af Atlas Sound.

Gruppen har netop udgivet albummet Rare, der kan høres i sin helhed via deres Bandcamp.

Rare by Tearjerker

/Martin

Alabama Shakes

2011-11-21T18:12:00.003+01:00

Ganske passende er Alabama Shakes fra Athens i, minsandten, Alabama. Endnu mere passende er de et soulet indslag i en tid, hvor rockmusikken mangler stemmer som Brittany Howard.

Ikke at det handler om fremragende stemmekontrol. Snarere at der kan være en mangel på så megen variation i lidenskaben, som den udfoldes spidsfindigt hos Alabama Shakes. Det er en art rock 'n' soul, der spiller på nogle kvaliteter, der sjældent kombineres med stærk sangskrivning som det her er tilfældet.

Gruppen, der tidligere blot hed The Shakes, skulle efter sigende have gjort det fremragende til CMJ. Herfra kan de til gengæld med sikkerhed siges at have begået en herlig EP, som bl.a. fremragende blogs som My Old Kentucky Blog og I Guess I'm Floating har taget til sig.

MP3: Alabama Shakes - You Ain't Alone
MP3: Alabama Shakes - On Your Way

/Martin

Glass Vaults

2011-11-18T13:40:00.002+01:00

Det er ikke ofte, vi beskæftiger os med new zealandsk musik, men det hænder dog. På disse sider har vi dog ikke gjort det i forbindelse med så udpræget elektronisk musik, som det er tilfældet med Glass Vaults, en duo fra Wellington med et par EP'er på bagen.

Den seneste er Into Clear, hvorfra nedenstående Golden også stammer. Et studie i rum. Ikke blot tidsligt men også hvad vi lidt quasi-akademisk (eller måske bare plat) kan kalde sonisk-spatialt. Der er andre termer for det, hvoraf nogle muligvis vil være mere korrekte, men spørgsmålet er, om jeg overhovedet ved, hvad jeg mener med det. Følelsen skabes dog, og det er det vigtigste.

Sangen starter med en ensom guitarlyd, der gentages. Små lyde tilføjes, og snart tilføjes også en fint produceret vokal, der ligeledes spiller fint med i denne udforskning af rummet. Konklusionen it's golden gentages ligeledes, og det er svært at regne ud, hvilken følelse vores afsender sidder inde med. Det er konstaterende, bestemt, men er der også bitterhed eller fascination at spore? Tre minutter inde møder vi en form for forløsning, hvor rummet i sandhed udforskes. Simple trommer tilføjes, og fornævnte sætning gentages igen og igen. En form for italesættelse af materialiteten.

MP3: Glass Vaults - Golden

/Martin

Kort pause

2011-11-16T13:31:00.001+01:00

Nye indlæg følger snart

Magic City

2011-11-13T18:25:00.004+01:00

Her er en nem én til søndag aften: Your Eyes af det relativt nye band Magic City. En kvartet fra Chicago, der gør sig i en slags garage pop (eller 'jangly lo-fi'), der måske er hørt før, men som ikke desto mindre er ganske fin.

De har netop udgivet EP'en Little Bits ganske gratis via FeelTrip. Hele EP'en kan høres og hentes på deres Bandcamp.

Your Eyes by Magic City

/Martin

Netherlands

2011-11-10T15:04:00.002+01:00

Jacob Scott fra London skaber stemningsfuld dream-folk med brug af enkle midler og med stor effekt. Det lyder vel ret meget som billedet til venstre: en klar respekt for alt skræmmende, der måtte lure og med en bevidsthed om den nærhed, der må til for at omgås den. Ikke nødvendigvis at overvinde den. Det er en form for forhandling, der på underlig vis passer fint med bandnavnet.

Et band er det trods alt: Scott har skrevet musik gennem flere år, men først i 2011 har han samlet Netherlands, der ud over ham selv består af fire musikere. Nedenstående single, Something or Nothing, er fra gruppens første 7" med den ganske fine Amour som B-side. For så ungt et band lyder det jo ganske lovende, at de netop nu arbejder på deres første fuldlængde! Hør flere sange på deres SoundCloud.

Netherlands - Something or Nothing Single by Netherlands

/Martin

The ACB's

2011-11-07T15:12:00.002+01:00

Det tager ofte mere end en fremragende single at gøre sig rigtigt bemærket. Simon Raymonde udtalte engang på SPOT, at god musik nok skal finde vej. Eller rettere: blive fundet.

En sang, jeg er vendt tilbage til ofte i løbet af året, er den ganske simple og yderst catchy Boy Like Me af The ACB's, en relativt ukendt kvartet fra Kansas City, Missouri. Muligvis et tilfælde, muligvis sparsom promotion. Men jeg er nu alligevel lidt ked af det på deres vegne, da det næsten tog mig et år at følge op på førnævnte single og opsøge - ikke blot info men - flere af gruppens værker.

Det er letbenet pop, der samtidig viser en vis bevidsthed om denne letbenethed. Det kan man egentlig kun gøre på én måde, hvilket i sig selv er et lille paradoks: ved at gøre det helhjertet og være ligeglad.

MP3: The ACB's - Boy Like Me

/Martin

Konkurrence: Vind billetter til Treefight for Sunlight på Train

2011-11-02T11:46:00.005+01:00

Lørdag d. 12. november spiller Treefight for Sunlight på Train, og vi udlodder 3x2 billetter til koncerten.

Kvartetten udgav sidste år debutalbummet A Collection of Vibrations for Your Skull, der var én af årets klart stærkeste danske udgivelser. En imponerende samling popsange med stor fokus på blandingen af det simple og det komplekse. Lag på lag af små detaljer, stærke harmonier og modne kompositioner.

Gruppen har da også fået en solid start på karrieren med masser af opmærksomhed og begejstrede anmeldere, ligesom også habile selskaber står bag gruppen: Tambourhinoceros i Danmark, Friendly Fire i USA og Bella Union i mere eller mindre resten af verden.

For at vinde billetter til koncerten skal du blot sende en mail til borneblogger@gmail.com med overskriften "Treefight for Sunlight". Vi giver vinderne direkte besked.

Info:
Treefight for Sunlight + support Among Disco Club Kids
Train, Aarhus
Lørdag 12. november
Koncertstart 21:30

/Martin

Nyt fra Chairlift

2011-11-02T11:13:00.006+01:00

Det må vist være på tide at omtale den nye single fra Chairlift, som tilbage i 2008 udgav debutalbummet Does You Inspire You på fremragende Kanine Records. Det er dermed også tre år siden, vi lagde den stærke single Evident Utensil ud, hvilket får mig til at føle mig underligt gammel.

Billedet er lidt en løgn, da gruppen nu igen er en duo. Den charmerende Caroline Polachek (fantastisk navn) er dog stadig i front med sin herlige vokal, der også bliver brugt ganske alsidigt på gruppens nyeste single Sidewalk Safari. Der bliver ganske vist sunget om "a new direction", men om det også er sandt for albummet lader sig ikke afsløre ud fra førstesinglen, der dog er ganske habil. Pladen udkommer 24. januar, og de har nu skiftet Kanine ud med mægtige Columbia.

Titlen er såmænd ganske simpel og ydmyg: Something.

MP3: Chairlift - Sidewalk Safari

/Martin

Oregon Bike Trails

2011-10-30T16:13:00.003+01:00

Zach Yudin fra Santa Monica, bedre kendt som Oregon Bike Trails, skriver enkle popperler med masser af solskin. Relativt letsindigt og utvivlsomt med kærlighed til forgangne tider.

Han spiller muligvis selv på sin hjemby og denne letsindighed ved også at skrive om sig selv, at han ynder "at tage til stranden og at køre på cykel". Men gode popmelodier er det, og det bør man aldrig se bort fra.

Nyligt udgav Father/Daughter Records en 7" med singlen High School Lover, hvorfra vedlagte B-side Cayucas også stammer. Det lille pladeselskab udgav i øvrigt sidste sommer (åh) den fremragende 7" Dream Talkin af Family Trees, der i høj grad kan anbefales.

Oregon Bike Trails - A Summer Thing by The Line Of Best Fit

MP3: Oregon Bike Trails - Cayucas
MP3: Oregon Bike Trails - High School Lover

/Martin

Sea Pinks

2011-10-26T10:11:00.002+02:00

Man har gerne travlt med at kategorisere musik efter årstid og vejr. "Man" er ofte os. Det kan blive en besættelse, men det er ikke tilfældigt, at vi i smalltalk-panik kaster os over vejret.

Sea Pinks fra Belfast har netop udgivet albummet Dead Seas via CF/Recs, og herfra finder man den passende betitlede Autumn Song. Det er naturligvis hørt før, og det gør en lille smule ondt at beskrive det som "lo-fi pop", men det er en udmærket efterårssang.

Det ældre album Youth Is Wasted kan frit hentes fra gruppens Bandcamp. En biografisk afrunding: Sea Pinks er et sideprojekt af trommeslageren fra Girls Names.

MP3: Sea Pinks - Autumn Song

/Martin

WU LYF

2011-10-24T11:51:00.003+02:00

Da albummet blev udgivet tilbage i januar, er det vist kun på tide, jeg får skrevet lidt om engelske WU LYF. Kvartetten fra Manchester udgav i starten af året debutalbummet Go Tell Fire to the Mountain og har siden oplevet fin opmærksomhed, selvom de må siges allerede at have oplevet solid hype op til udgivelsen.

Titlen til trods har vi ikke at gøre med post-rock men snarere en ganske særlig omgang "heavy pop", som gruppen selv kalder det. Albummet slutter sågar af med en fremragende sang med denne forfriskende genrebeskrivelse som titel. Navnet er en forkortelse af World United Lucifer Youth Foundation. Ingen kommentar.

Frontmand Ellery Roberts synger som oftest med det absolut bageste af halsen, men der skriges ikke som sådan. Det er muligvis det mest markante træk ved gruppen, men man må ikke se forbi de instrumentalstykker, der ofte står i næsten opposition til denne bastardunge af Tom Waits. Enkle og langstrakte guitarflader spiller hen over simpelt men præcist eksekveret trommespil på en måde, der måske alligevel kan lede tankerne hen mod visse traditioner inden for post-rocken. Gruppen er flere steder blevet kaldt lo-fi, men det behøver vi ikke. Det bliver vist ofte brugt nok i forvejen (også her på siderne). Værd at hæfte sig ved er orgelfladerne, der trods basale konnotationer - tænk igen på bandnavnet - stadig er et fantastisk stærkt element, der stadig ikke udforskes af synderligt mange nyere bands.

Jeg opdagede i sin tid Heavy Pop gennem engelske The 405, der gennem deres playlister ofte viser stort overblik over, hvilke kunstnere det kan betale sig at holde øje med. Nu har jeg så endelig fået fulgt op og kan gengælde med endnu engang at anbefale denne relativt unge og hastigt voksende side.

MP3: WU LYF - Heavy Pop

/Martin

Linda Smith

2011-10-21T09:26:00.006+02:00

Slumberland har været aktive siden 1989, og de er efterhånden blevet flittige til både at finde nye talenter og at genudgive materiale, der fortjener mere opmærksomhed.

I sidstnævnte kategori hører Linda Smith, der bl.a. har fået genudgivet en 7" med titlen Till Another Time fra november 1993. Hun spillede tidligere i folkbandet The Woods, før hun startede sit eget soloprojekt, der blev udgivet på bånd via hendes eget selskab, Preference.

Det forklarer måske den hjemlighed, der er at spore i disse lo-fi indspilninger, der af og til har ligheder med The Field Mice. Hør eksempelvis guitarlyden i vedlagte MP3 og lyt derefter til introen af Couldn't Feel Safer af The Field Mice. De to første ord, der bliver sunget i denne sang er ligeledes in this, hvilket er titlen på Linda Smiths' "respons".

Linda Smith - In This by Slumberland Records

MP3: Linda Smith - In This

/Martin

Mere nyt fra Los Campesinos!

2011-10-18T11:40:00.002+02:00

Vi nærmer os efterhånden udgivelsen af nyeste udspil fra engelske (men Wales-baserede) Los Campesinos!, der 14. november udgiver Hello Sadness. Efter den udmærkede førstesingle By Your Hand er de nu klar med anden single, der er titelnummeret fra albummet. Ligeledes en fin sag, der umiddelbart lyder til at skulle høres som del af en plade.

Dette er ét af de interessante aspekter ved bandet: Selvom de af og til kan synes anstrengende og egentlig har flere sange, der lyder som potentielle singler, er det alligevel over et albums forløb, at gruppens styrke viser sig. Her afbalanceres ironien og sorgerne. November bringer mange fremragende plader med sig, og forhåbentlig bliver Hello Sadness én af dem.

Hello Sadness by Los Campesinos!

/Martin

Bridge Underwater

2011-10-14T18:45:00.004+02:00

Bridge Underwater er på én gang en hyldest til fortiden med inspiration i eksempelvis T. Rex og samtidig dybt forankret i den digitale tidsalder: Siden 2005 har Patrick Mellon fra Philadelphia udgivet adskillige singler på interwebs - ifølge manden selv over 100. At tælle er ganske trivielt, og selvom trivielt ikke per definition er ondskaben selv, er det gerne omsonst. Lad os i stedet fokusere på en enkelt udvalgt perle, der blev lagt ud i slutningen af september og håbe på, at flere kunstnere af denne høje standard vil omfavne platforme som Bandcamp. Ikke uden ironi og ikke uden alvor.

I guess I love to be hurt / Like she loves to be loved / And I'll do it again / Because I can't get enough

Bridge Underwater - Be Loved by yvynyl

/Martin

Vintervarm med Glass Candy

2011-10-12T09:07:00.006+02:00

Glass Candy startede egentlig allerede tilbage i 1996 og har siden da langsomt fået bredere og bredere fat. Portland-duoen består af sangerinde Ida No og producer + guitarist Johnny Jewel.

De har gennem årene eksperimenteret med en del forskellige genrer og lyde, og det lod til, at det var deres forkærlighed til italo disco, der sikrede dem et navn uden for hjemlandet med udgivelser på bl.a. Italians Do It Better.

Nu er gruppen tilbage med den længeventede single Warm in the Winter, der er ganske fremragende. En dragende sag, der holder sig til titlen og samtidig holder sig til det på én gang direkte og tålmodige udgangspunkt, man kender fra italo disco.

GLASS CANDY / WARM IN THE WINTER by ITALIANS DO IT BETTER

/Martin

Nyt fra Owen

2011-10-06T18:49:00.006+02:00

Efter en fuldlængde og en EP med dybt undervurderede (og, ja, også emo) American Football tog Mike Kinsella hul på solokarrieren under navnet Owen. Nu er han tilbage med sin sjette plade, der er ude på Polyvinyl d. 8. november.

Kinsella har i mellemtiden fået en datter og er blevet hjemmegående husfar for en stund. Han har det dog stadig ikke let, og det får han heldigvis fint ud i sine sange. Derfor er titlen Ghost Town da også passende. Selv i hjemmet.

Polyvinyl har indtil videre delt den seks minutter lange I Believe, der starter med et ironisk hallelujah, der ville få Jens Lekman til at smile skælmsk. Sangen udvikler sig ad to kærkomne og veltilrettelagte omgange, så vi ender i et tempo, der ikke ofte høres i hans nyere sange. Med Iron & Wine-produceren Brian Deck bag knapperne skal Ghost Town nok blive en af efterårets stærkere singer/songwriterplader.

MP3: Owen - I Believe (der kan ikke højreklikkes her)

/Martin

Light Bulbs

2011-10-04T19:52:00.002+02:00

Der er endnu ikke megen info at finde om Light Bulbs fra St. Louis, Missouri. Gruppen indspiller ifølge dem selv deres sange i forskellige kældre ved brug af blot en enkelt mikrofon og er derudover en "future husband and wife duo" med skiftende besætning. På deres ReverbNation-side står fire medlemmer listet, og det kan ikke afvises, at beskrivelsen er mere kryptisk end som så. Mest forventeligt er det dog nok, at de bare ikke er så stærke til at kommunikere (hvilket brugen af en ReverbNation-side som eneste medie da også afslører).

De nævner de nyligt reprofilerede Archers of Loaf som inspirationskilde, hvilket giver fin mening. Sanger Raphael Maurice er som de fleste andre ikke nogen stor sanger, men han bruger stemmen fint, og med hjælp fra den fremtidige kone (må vi antage) bliver sangene leveret skrøbeligt sikkert. Vedlagte MP3 med den dejligt ambitiøse titel World War II kommenterer de selv ironisk med, at de ikke vil finde sig i den - krigen, må vi formode. Den er taget fra albummet Children's Songs for Adults, der vist er deres første.

MP3: Light Bulbs - World War II

/Martin

Mere Atlas Sound

2011-10-01T13:17:00.006+02:00

Hermed lidt godter til weekenden: Mere Atlas Sound.

For godt en måned siden skrev vi lidt om det kommende album Parallax. En plade, der ganske ærligt er kæmpeforventninger til. Disse forventninger er kun blevet større efter frigivelsen af flere sange fra pladen.

8. november skal sparepengene kastes efter pladen. Nu vi er ved 4AD, har de lidt til at gøre weekenden endnu bedre: En ny og gratis compilation med sessions fra nogle af deres mange fremragende bands. Heriblandt Efterklang. Find den her.

MP3: Atlas Sound - Terra Incognita
MP3: Atlas Sound - Te Amo
MP3: Atlas Sound - Oh, Ricky

/Martin

Pure Bathing Culture

2011-09-28T08:43:00.003+02:00

Det er vist på rette tid at advare om årstiden: Den medbringer gerne en lyst til at tale om, netop, årstiden. Jeg har svært ved ikke at nævne det på disse sider, så nye læsere er hermed advaret.

Dagens anledning er duoen Pure Bathing Culture. Det ligger måske allerede i navnet. Det vækker en rejselyst af den mere banale slags. Umiddelbart er det letsindigt med simple trommer og percussion blandet med lækre guitarflader. Men det er ikke blot solskin. Med noget nær verdens dårligste metafor: Det kan minde om lysten til sort kaffe i sommervarmen.

Uden at lyde som Beach House deler de et udgangspunkt, man også ofte hører i denne anden duo: Grænselandet mellem accept og afklarethed. Det grænser dermed også til en mærkværdig blanding af selvmedlidenhed og bitterhed, uden at disse kommer rendyrket i fokus. Man forestiller sig, at tristessen tidligere har nået et højdepunkt, der trods alt tillader en vis - næsten ironisk - afstand. I disse øjeblikke er der næsten tilstande af noget balearisk.

De to spiller også i Vetiver, der jo nyder fin opmærksomhed og opbakning fra Sub Pop. De arbejder i øjeblikket på deres første fuldlængde, som det skal blive ganske spændende at følge.

MP3: Pure Bathing Culture - Ivory Coast
MP3: Pure Bathing Culture - Lucky One

/Martin

Nye toner fra Twilight Sad

2011-09-25T12:22:00.003+02:00

Efter den glimrende debut Fourteen Autumns and Fifteen Winters blev The Twilight Sad hurtigt en del af den ædle skotske musikscenes elite. Ordet elite klinger falsk i denne sammenhæng, da ingen af disse skotter vil tilhøre nogen elite. Uanset hvad hører trioen (startede som kvartet) til i toppen af Glasgow-scenen, og det kan de færreste vel betvivle.

Jeg blev dog aldrig lige så hooked på opfølgeren Forget the Night Ahead, og det samme gælder vist for blogosfæren generelt. Nu kan de så revanchere sig lidt, når de til februar udgiver deres tredje album, No One Can Ever Know. En skøn titel, der passer fint ind i den sikre usikkerhed og skrøbelighed, de portrætterer. Men dette er naturligvis kun den ene side af titlen: Den anden er den mere hemmelighedsfulde eller ligefrem truende adfærd, der genkalder den barske realitet, man mødte i gruppens gennembrudssingle That Summer, At Home I Had Become the Invisible Boy.

Førstesinglen fra det nye album har fået den dramatiske titel Kill It in the Morning, og det er i høj grad nye toner fra skotterne. En mere industriel lyd har taget over, hvilket har fået flere til at drage sammenligninger med bl.a. Nine Inch Nails.

The Twilight Sad - Kill It In The Morning by Fat Cat Records

/Martin

Nedbarberet eller romantisk komedie fra 1984

2011-09-22T10:00:00.005+02:00

Ved udgivelsen af Bon Ivers selvbetitlede opfølger til debutalbummet For Emma, Forever Ago gik bølgerne højt, da fans diskuterede pladens sidste sang, Beth/Rest. Diskussionen gik ikke på kvaliteten af sangen, kompositionen eller teksten. Det var naturligvis den meget firservenlige produktion, der var temaet.

Lad mig først slå fast at jeg er meget begejstret for pladen, der netop som helhed er meget stærkere end debuten (selvom P4k's 9.5 selvfølgelig er lidt overdrevet). Og lad mig derefter slå fast at Beth/Rest er mit yndlingsnummer på hele pladen. Justin Vernon har nyligt spillet en soloversion af sangen hos NPR, hvilket også er grunden til, at jeg nu tager tråden op igen. Jeg holder stadig meget mere af albumversionen, men det må med denne nye og nøgne version stå klart, hvor stærk selve sangen er. At mange så kunne ønske en mere tilbageholdende produktion, er selvfølgelig en anden sag - og fair nok. Så her er en mulighed for at give den en ny chance.

En lille sidehistorie: Jeg modtog en anmelderkopi ca. en uge før udgivelsen, men pladen leakede længe før. Derfor lå der på YouTube en video i et par uger med den fantastiske titel: New Bon Iver track should have been used in a 1984 romance film. Videoen var kun halvandet minut lang og indeholdt stillbilleder fra Romancing the Stone (på dansk vistnok Nu går den vilde skattejagt). Derfor var dette halvandet minut det første, jeg hørte fra den nye plade, selvom jeg oprigtigt var i tvivl om, hvorvidt der overhovedet var tale om Bon Iver. Andre spekulerede i, hvorvidt hele den nye plade mon havde denne - hvad nogen vil kalde - cheesy æstetik. Måske håbede en del af mig selv på det, men før nogen indvender det åbenlyse, må jeg selv indrømme, at 39 og et halvt minut måske havde været i overkanten med denne produktion.

Der er naturligvis et åbenlyst paradoks i titlen på det sirlige YouTube-klip (taget ned grundet copyright), men den havde dog mere end én funktion: På et personligt plan gjorde den mig klar til denne modige afslutning på albummet, samtidig med at den gjorde mig fantastisk nysgerrig efter at høre mere. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg genstartede videoen for at høre det indledende halvandet minut, det kunne blive til. På et større plan kan vi imidlertid have lidt gavn af dette tidslige paradoks, der inviterer os til at gøre nogle tanker om, hvorvidt og hvorledes vi kan skelne mellem - såvel som forene - (potent) nostalgi, retrospektive elementer, effekter og begreber som mod og mål i et forsøg på at kunne bevæge os fremad, selvom der skues bagud.

MP3: Bon Iver - Beth/Rest (NPR Solo Piano Version)

/Martin

Gammelt nyt fra Neutral Milk Hotel

2011-09-20T17:57:00.004+02:00

Jeg forestiller mig, at de fleste læsere på disse sider holder af Neutral Milk Hotel. Eller rettere: Holder man allerede af dem, må det formodes, at man elsker dem. Debuten On Avery Island (1996) er en fremragende plade, medens opfølgeren In the Aeroplane over the Sea (1998) er decideret sublim og noget af det smukkeste, der er hørt de seneste mange år. I dette tilfælde er der ingen grund til at holde tilbage med voldsomme adjektiver og ligefrem superlativer.

D. 22. november udgiver gruppen et deluxe box set med LP'er, EP'er og sjældenheder. Fra dette box set har de nu frigivet en fremragende sjældenhed i form af sangen Engine, der tidligere blev udgivet til singlen Holland, 1945. Med andre ord en sang, der blev indspillet på samme tid som én af de allerbedste plader i 90'erne.

Velbekomme.

MP3: Neutral Milk Hotel - Engine

/Martin

You Won't

2011-09-18T13:19:00.005+02:00

Lykkeligvis kan man stadig blive forundret over, hvor enkelt nogle bands kan forene de klassiske folk-fortællinger med de stærke popmelodier. Én af de store efterårsåbenbaringer for mit vedkommende har været Massachusetts' svært Google-bare You Won't. Spinner nævner navne som The Shins og Bob Dylan, og selvom vi her taler forskellige grader af sværvægtere, lyder blandingen nu ganske rimelig.

Én af perlerne er den ganske simple Television, der er båret af håndklap og et narrativ, der spænder fra de spæde års ydmygelse til en fremtid domineret af dinosaurer. Det hele bliver leveret upbeat og kært, og man får følelsen af den lettelse, der ligger i at komme ud (og dermed af) med skammen.

At dømme ud fra disse første sange et lovende lille band, som det skal blive hyggeligt at følge.

MP3: You Won't - Television
MP3: You Won't - Three Car Garage

/Martin

Young Man

2011-09-15T14:37:00.003+02:00

For en sangskriver i den såkaldte YouTube-tid er et navn som Young Man næsten oplagt. Eller måske snarere tiltrængt. Det er tilbageholdende og foregiver ikke en empirisk omnipotens holdt oppe af overfladiske Wiki-søgninger. Det er snarere ganske ydmygt. En mand, der overgiver sig til nysgerrigheden.

Min introduktion til Young Man var sangen Tired Eyes, en tålmodigt opbyggende sang, der undsiger sig fristelsen til en kommentar om rastløshed eller ligefrem kedsomhed. På den måde er der lidt til fælles med Grizzly Bear, selvom resultatet i sidste ende er noget ganske andet. Det handler om at tage sig tiden til at opspore dynamikkerne i det spændingsfelt, der netop grænser op til rastløsheden men aldrig gennemtrænger den; titlen passer fint ind, og det er da også de første ord, der synges efter en fornem og enkel guitarindledning. Efter halvandet minut får guitarerne mere frit løb og får selskab af et simpelt beat, der efter næsten et minut mere igen afløses af et fremragende vokalbåret melodistykke, hvorefter guitarerne begynder at markere en art opløsning. Hvor midterstykket lyder mere som dybtfølt og nysgerrig improvisation, aner man næsten en frygt mod (eller ligefrem for) slutningen, der kommer til udtryk i denne lillebitte udvikling i de forskellige guitarer. Det hele lyder ret simpelt, men det er meget sjældent i disse tider, at man på den måde kan lade dette instrument udtrykke så meget i lydbilledet.

Der er pludselig forventninger til debutalbummet Ideas of Distance (fantastisk titel), der udkommer 27. september via Frenchkiss.

MP3: Young Man - Tired Eyes

/Martin

Nyt fra Los Campesinos!

2011-09-13T18:35:00.004+02:00

Los Campesinos! deler gerne vandene, og mange har et kompliceret forhold til gruppen. Det engelske band (bosat i Wales) kan være direkte anstrengende, og jeg var egentlig heller ikke helt overbevist efter debutalbummet. Først med det andet album (af bandet selv omtalt som en udvidet EP) We Are Beautiful, We Are Doomed erklærede jeg mig fan af powerpop-bandet. Sidste års Romance Is Boring skuffede bestemt heller ikke, men viste i stedet en lejligheds roligere side af bandet.

De syv udgiver det nye album Hello Sadness 14. november, hvorfra de nu har delt førstesinglen By Your Hand, der lyder både radiovenlig og ganske typisk LC!. En fin single, der lover lige så fint for resten af pladen. Sangene er blevet til blandt timevis (hvilket bedre kan måles i dage og uger) foran Football Manager og med et evigt knust hjerte for sanger og sangskriver Gareth. En smuk kombination.

Los Campesinos - By Your Hand by Pretty Much Amazing

/Martin

Indlæg i debatten om KODA vs. blogs

2011-09-11T10:44:00.006+02:00

(Følgende er skrevet på en togtur to uger tilbage og kommer altså lidt forsinket op - men bedre sent end aldrig)

Prisen på dansk musik

Det kræves nu af KODA, at indehavere af musikblogs skal betale for at lægge musik op til streaming, hvis kunstnerne er medlem af KODA, selvom kunstnerne selv har sagt god for det. Dette vil i dag sige 36.000 medlemmer. En både beklagelig og rystende udvikling.

Primo august tog KODA kontakt til musikbloggen Wonders Make Joy, da de havde musik liggende på deres hjemmeside fra kunstnere, der er medlemmer af KODA. De fik valget mellem at tage sangene ned eller at kompensere økonomisk. De valgte – naturligvis – førstnævnte. Sagen førte til en debat fredag d. 26. august om retten til at lægge musik op på en blog (læs mere fra KODA og på Geiger).

Én af hovedkonsekvenserne af dette dialogmøde blev, at bloggere kun må lægge musik af KODA-medlemmer til streaming, såfremt de betaler en månedlig økonomisk kompensation. Dette beløb afhænger af, hvor mange besøgende siden har. Det skal her pointeres, at disse besøg er relativt små, men størrelsen er for så vidt irrelevant; det er en principielt forkert beslutning i første omgang.

Det er indledningsvis værd at hæfte sig ved, at KODA først midt i 2011 er klar til denne debat. Såvel mp3-formatet som blogs har eksisteret i mere end et årti, og det er alarmerende, at vi ikke har haft debatten allerede for adskillige år siden. Et ganske klart tegn på at KODA ikke har forstået den udvikling, der har fundet sted i musikbranchen (en udvikling som i øvrigt har fundet sted i mange andre brancher som følge af den digitale udvikling).

Det er ydermere vigtigt at understrege, at dette ikke er et angreb på KODA som institution. KODA er ikke fjenden. Der er brug for dem, og de spiller en uvurderlig rolle i forbindelse med at sikre udøvende musikeres rettigheder (ligesom de spiller en vigtig rolle i forbindelse med uddeling af støtte til kunsten). Men i denne forbindelse er der tale om en grundlæggende misforståelse eller ligefrem fejlvurdering, der desværre svært kan tolkes som andet end en manglende forståelse for udviklingen i musikbranchen og -industrien. Ja, endda for idealerne (disse kommer vi tilbage til, da de bestemt spiller en rolle).

Lad os herefter gå ud fra at der ikke bevidst lægges ulovligt materiale ud. Når bloggeren modtager en pressemeddelelse med en vedhæftet mp3-fil fra et pladeselskab, et distributionsselskab eller direkte fra et band med beskeden om, at man gerne må lægge den ud på sin blog, skulle man umiddelbart tro, at de involverede parter har sagt god for det. Dette er åbenbart ikke nok ifølge KODA.

For et øjeblik at gøre det mere personligt får jeg disse mails hver eneste dag, og på en uge er der en del forespørgsler fra både danske og udenlandske musikere og branchefolk, der har hobet sig op i inboxen. Der er ingen tvivl om, at musikblogs spiller en central rolle i promoveringen af musik i dag – og sådan har det allerede været i mange år.

Det er særligt mindre pladeselskaber og upcoming orkestre, der forsøger sig med at få opmærksomhed på diverse musikblogs, da denne digitale promovering er en – så at sige – gratis mulighed, når man nu ikke har den kapital til PR-kampagner, som større selskaber har det. Dette skaber yderligere en fare for nichemusikken, der ellers har nydt godt af de nye digitale muligheder. For risikerer vi ikke netop, at mange musikbloggere helt nedlægger deres musikformidling, eller at nogle kunstnere ligefrem undlader at registrere sig hos KODA? Sidstnævnte er næppe sandsynligt, da der – som tidligere bemærket – er brug for KODA, men førstnævnte er en meget mulig og meget trist konsekvens.

Bloggens styrke er dens autonomi. Den tydeligt subjektive vurdering, der aldrig forklædes som andet. Såfremt der er reklamer på en blog, bringes dette element naturligvis i fare, og i dette tilfælde kan man måske tale om, at bloggeren ligefrem lukrerer på andres musik – her ændres spillereglerne til en vis grad. En kort stund gør jeg det igen personligt: Jeg har gennem årene sagt nej til tilbud om reklamer på bloggen af netop disse to årsager: For at forblive min egen (hvilket i sidste ende skaber frihed, troværdighed og gør musikanbefalingen ligeså) og for ikke at tjene på andres arbejde og værker. De færreste bloggere tjener penge på deres skriverier, og det er naturligvis disse, vi forholder os til.

Man kan til en vis grad tage den et stykke længere: Vi gør et stykke gratis arbejde. Vi er fri presse, som man kan se som pro bono-kulturformidlere. Vi gør det ikke, fordi vi er interesserede i aflønning. Jeg håber her, at idealerne også er på plads hos andre bloggere – ellers beklager jeg inkluderingen. Det vil naturligvis være direkte ulovligt at ignorere dette nye kompromis (for det er i sandhed en kompromittering – og en farlig én af slagsen). De danske blogs kunne snarere gå sammen om simpelthen ikke at omtale KODA-registreret musik for en stund, men dette vil jo straffe de musikere, vi gerne vil fremhæve. Vi skriver af ren entusiasme, af ren kærlighed til – og begejstring for – musikken. Det er de rette idealer og altså ikke hverken tyveri eller udnyttelse.

Lad os lige ridse konflikten op igen: Musikere, der selv sender deres musik ud, er indforståede med, at de ikke får betaling for den streaming, der foretages af de lyttere, der nysgerrigt leder efter ny musik. Det samme er de pladeselskaber, der sender musikken ud. Når en kunstner skriver under med et pladeselskab, er det også med vished om, at pladeselskabet promoverer musikken – det er trods alt én af hovedgrundene til, at man skriver under med et pladeselskab. Ingen bliver altså snydt i denne sammenhæng, men bloggerne skal alligevel betale for at lægge musikken ud.

Men hvordan skal vi da se på denne betaling? Officielt bør vi vel betragte det som en kompensation eller vederlag, selvom det snarere føles som en besynderlig straf eller mekanisk indkassering. En investering kan vi næppe kalde det. Det er svært at finde eufemismer i denne sammenhæng.

Den københavnske konsulentvirksomhed YourWaves beskrev meget sigende faren ved, at musikerne ikke selv kan sige ja til at lægge deres musik til stream eller download, hvis de er medlemmer af KODA. Som de meget rammende formulerer det: ”F.eks. er en musikvideo en rigtig god måde at promovere et album (og har altid været det), men en musikblogger skal ifølge KODAs forslag betale for at indlejre en musikvideo på sin blog - uagtet at musikeren selv har lagt den på YouTube. Det er lidt ligesom at lade varehuschefen betale for, at K-salat kommer og deler smagsprøver ud på hønsesalat.” 
Man må naturligvis være varsom med at sammenligne mellem industrier og medialiteter. Men lad os et øjeblik fokusere på filmindustrien. Har man en filmblog og skriver en foromtale eller en anmeldelse, er der god ræson i samtidig at indlejre en trailer til den omtalte film. Hvilket produktions- eller distributionsselskab ville drømme om at producere en trailer, der ikke måtte deles?

Eller lad os forestille os en kunstner, der har en ny udstilling. Både han og museet har interesse i at promovere denne udstilling, og i forbindelse med reklamen herfor fremstilles derfor et foto af et eller flere værker. Heller ikke her er der et problem. Det er i kunstnernes interesse at få deres kunst ud, og dette kan både anskues som et ideal (hvorfor ellers kalde sig kunstner?) og en strategi, der i det lange løb netop hjælper kunstneren med at kunne fortsætte med at dyrke sin lidenskab.

Lad os igen få idealerne i spil: Der er et demokratisk såvel som dybt menneskeligt potentiale i en blog; vi kan alle lave én, hvis vi har adgang til internettet. Således kan man dele tanker, idéer og (nu svækket) begejstring for kunst. Det er lidenskab og dybt bekræftende kærlighed til kunsten, der forhindres grundet en misforståelse. Ja, langt hen ad vejen kan vi tale om fans, der promoverer uden at tjene noget som helst på det. Det er uvurderlig kulturformidling, der kan gå tabt grundet et håbløst forsøg på at holde fast i vaklende strukturer.

Her må jeg igen erklære mig fuldstændig enig med førnævnte YourWaves, der mener, at KODA i stedet må gøre deres system mere fleksibelt og tilpasse sig den nye digitale virkelighed og den moderne musikers behov. Jeg er overbevist om, at de selv er interesserede i dette, og de opererer da også med flere forskellige slags ordninger. Det er altså ikke, fordi de mangler viljen.

KODA indsamler i denne forbindelse håndører fra flittige bloggere. Beløbet er som sagt ligegyldigt. Jeg har loyale læsere, og jeg blogger videre, så længe der er folk, der er interesserede i at høre om den musik, jeg har lyst til at fremhæve. Det vil jeg aldrig betale for. Så er risikoen til gengæld, at jeg aldrig kan omtale og dermed promovere dansk musik på bloggen, medmindre kunstnerne altså ikke er medlemmer af KODA – og det er bestemt ikke et ultimatum, man har lyst til at give kunstnerne.

Det er kunstnernes interesser, der bør være i centrum, og det er musikken, der i sidste ende er på spil. KODA bør derfor lytte til musikerne og tænke over, hvad deres ønsker egentlig er, og hvad der er bedst for medlemmerne – de danske musikere.

/Martin

Balam Acab

2011-09-09T20:12:00.005+02:00

Balam Acab er 20-årige Alec Koone, en musikstuderende fra New York og en ganske flittig sampler. Efter EP'en See Birds fra 2010 udgav han i år fuldlængden Wander / Wonder på Tri Angle (Clams Casino, Holy Other, How To Dress Well).

Det er i dette tilfælde værd at skelne mellem det mørke og det, der befinder sig i mørke. Gennem pladen bevæger Balam Acab sig igennem mørke gange og udforsker gennem mystiske samples et univers af tåge og en forunderlig nysgerrighed. Men mørkt er det ikke. Ikke som sådan. Wander / Wonder er én af årets stærkeste elektroniske udgivelser, og Alec Koone er en komponist og sampler, der i den grad er værd at holde øje med.

MP3: Balam Acab - Oh, Why

/Martin

jj leger lo-fi

2011-09-05T19:13:00.003+02:00

Når nu jj lader os have en overskrift kun med små bogstaver, er det kun passende, at de kan larme lidt mere med titlen på deres nyeste single (man har fornemmelsen af, at de selv tager pis på begrebet), der har fået den mundrette titel YOU DON'T KNOW HOW MUCH IT WOULD HURT ME IF YOU SAID THAT YOU WERE IN LOVE WITH ME.

Gruppen har lagt sangen ud på deres blog, og ud over teksten foreligger der ikke megen info, så om sangen kunne være fra en kommende n°4 er ikke til at sige. Efter den suveræne debut med den lige så suveræne titel °2 var vi nok en del, der blev skuffede over n°3, der dog bød på mange stærke sange.

Men hvorfor nu denne skepsis over for begrebet single? Måske fordi det netop skaber forventninger om, hvad der måtte følge. Fordi det bør have en vis umiddelbar appel. Om det er en refleksion over dette, jj ønsker at sætte i gang eller ej, er naturligvis svært at sige, men de færreste vil tænke på den nye single som - netop - en single. Til gengæld passer den ganske lo-fi og meget nøgne tilgang fint til teksten, og sangen fungerer efter nogle gennemlytninger meget fint. Der er intet balearisk over det, og det handler vist ikke umiddelbart om stoffer, så vi er på flere måder uden for svenskernes tryghedszone. Det lyder de til at være ligeglade med, og hvor paradoksalt det så end lyder, kunne det vel også forventes.

MP3: jj - YOU DON'T KNOW HOW MUCH IT WOULD HURT ME IF YOU SAID THAT YOU WERE IN LOVE WITH ME

/Martin

Nyt fra Atlas Sound

2011-09-02T09:25:00.004+02:00

Min begejstring for Bradford Cox som kunstner vil ingen ende tage. Den 8. november ligger så et nyt album klar under Atlas Sound-aliaset - klar til påskønnelse og beundring. Titlen er Parallax, og 4AD står for udgivelsen.

Titlen er ganske passende for Bradford Cox og lyder umiddelbart til at have et biografisk element i sig. At vurdere et objekt fra forskellige vinkler, iagttage forskydninger og ændringer, vurdere afstande. Begrebet tilhører i første omgang matematikken, men det fungerer naturligvis også i overført betydning; man forestiller sig næsten idéen til titlen som et resultat af musikerens oplevelse med at blive iagttaget grundet dennes Marfans syndrom. Folk vender sig, holder blikket. De fortsætter og bliver alligevel tilbage. Noget bliver tilbage. En følelse af at være et objekt.

I forbindelse med albummet har 4AD lavet en lille subside, der er ganske simpel og alt i alt rigtig, rigtig fin. Den er både flot og refererer ligeledes tilbage til titlen. Herfra kan også hentes første udspil fra pladen, Terra Incognita, der efter en Grizzly Bear-lignende intro hurtigt begynder at ligne Atlas Sound mere og mere. Som altid: Haunting.

MP3: Atlas Sound - Terra Incognita

/Martin

Erkendelse af uligevægt

2011-08-30T10:01:00.003+02:00

Blandt de efterhånden utallige genforeninger de seneste få år var Archers of Loaf ikke just blandt dem, der fik mest opmærksomhed. Den amerikanske kvartet eksisterede i første omgang fra 1991-1998, indtil de tidligt i år annoncerede deres genforening - markeret af en opvarmningstjans.

Med genudgivelsen af det glimrende debutalbum Icky Mettle fra 1993 forstår man ved første gennemlytning til en vis grad, hvordan man nemt kan have overset gruppen, der på mange måder må siges at have ramt tidsånden (ja, faktisk både dengang og nu!) med en tidlig omgang konventionel indie rock, der ofte bobler over af den ængstelighed, der karakteriserede så meget af rockmusikken i starten af 90'erne. Archers of Loaf var med andre ord perfekt for den amerikanske collegestuderende. Men de druknede lidt i opmærksomheden fra mange andre orkestre, ligesom det er tilfældet i dag med deres genforening.

Ét af debutpladens stærkeste numre er Wrong, der oprindeligt var en b-side til én af gruppens tidlige singler. Den besidder i første omgang en næsten infantil vrede ("why don't you get a job somewhere away from me?") og ufiltreret frustration, der ikke kan kanaliseres ud på anden måde end med klichéer, man oftere ville høre fra et barn ("I don't want to see your face anymore"). Som sangen - der melodimæssigt er relativt simpel - udvikler sig, står det imidlertid klart, at det langt fra er så endimensionalt, som der i første omgang gives udtryk for. I sidste ende handler det hele om erkendelsen af konsekvenserne af uligevægt. En vigtig og alt andet end barnlig erkendelse.

No, I do not think that you could love me anyway
Because you are inferior to me
And no, I do not think that you could love me anyway
Because you are superior in all aspects to me

Første halvdel af dette statement er så åbenlyst ynkeligt, medens den anden fra en umiddelbart betragtning kan tolkes på to måder: Først og fremmest at vores helt vender den om og et øjeblik opnår en vis selvindsigt, eller at han fortsætter sit tidligere (nærmest mangel på) ræsonnement og i stedet bittert (og igen, barnligt) citerer modpartens holdning. Men meningen er netop, at man i stedet belyser den generelle uligevægt. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvem der er hhv. over- og underlegen. Forskelle og og uligevægt er ikke to sider af samme sag. Hvor den ene kan være en utømmelig kilde til inspiration, er den anden en næsten sikker vej mod forfald. Så meget desto smukkere er derfor denne indsigt, når den overvinder den i første omgang enkle (og altså næsten infantile) vrede, der styrker sig selv i sin irrationalitet. Meget simpelt og finurligt skrevet af et ganske overset orkester.

/Martin

Nyt fra The Embassy

2011-08-27T00:16:00.004+02:00

Sidste sommer skrev jeg lidt om én af Göteborgs mange stoltheder, The Embassy. Denne fascinerende duo balancerer på mystisk vis det inkluderende og ekskluderende, det arrogante og sympatiske, det letsindige og det tunge.

Efter de to fantastiske plader Futile Crimes og Tacking (med den rørende It Pays To Belong) er det svært at forstå, at vi ikke har at gøre med et meget større band, men det er vel også meget hyggeligt at kunne karakterisere dem som Sveriges bedst bevarede hemmelighed. Svenskerne er de fleste overlegne, når det kommer til popmusik, der serveres elegant og uden forsøg på et i sidste ende subversivt akademisk touch.

D. 27. september lander et nyt opsamlingsalbum med sjældenheder og tidligere singler. Pladen har fået den fremragende titel Life in the Trenches: The Other Side of 2001-2011. I det hele taget kan gruppen noget med titler, og i bedste underdog-stil er førstesinglen døbt Puttgarden. En instrumental lille sang, der fungerer som en ægte teaser. Den er ganske simpel, og den er egentlig ikke noget specielt ved første gennemlytning. Den er muligvis en anelse mørkere, end hvad man tidligere har hørt fra duoen, men det er ikke bemærkelsesværdigt anderledes. De leger tydeligvis videre med vor tålmodighed; det er svært at vente til slutningen af september.

The Embassy, "Puttgarden" by The FADER

/Martin

Konkurrence: Vind billetter til tUnE-yArDs på Train

2011-08-22T14:17:00.005+02:00

Nu da Best Coast forleden blev aflyst, har vi heldigvis en mere end værdig afløser, da vi nu kan udlodde billetter til koncerten med tUnE-yArDs + Thulebasen på Train d. 7. september.

Tilbage i februar 2009 skrev jeg lidt om Merrill Garbus, der står bag tUnE-yArDs og beskrev dengang lyden som en særlig blanding af St. Vincent, Akron/Family og Dirty Projectors. Det var dengang i forbindelse med debutalbummet BiRd-BrAiNs, men det passer stadig nogenlunde, selvom det er umuligt at beskrive denne (mildt sagt) ganske særlige kvinde.

Siden er hun blevet signet til 4AD og har udgivet W H O K I L L, der er endnu stærkere end debutalbummet. Hun fortsætter eksperimenterne og udfordrer (en sand journalistkliché) genrekonventionerne med eksplosiv freak-folket popmusik til følge.

Opvarmning til koncerten er danske Thulebasen, der med Gate 5 har udgivet én af de (på flere måder) stærkeste danske plader i år.

For at deltage i konkurrencen skal du blot sende en mail til borneblogger@gmail.com med overskriften "tUnE-yArDs" (vi accepterer også det noget pænere "Tune-Yards"). Vi giver vinderne direkte besked.

INFO:

tUnE-yArDs + Thulebasen
Train, Aarhus
7. september
N.B.: Koncertstart kl. 20

Tune-Yards - Bizness by snipelondon

/Martin

Best Coast aflyser // trøst

2011-08-18T15:40:00.003+02:00

De to danske koncerter med Best Coast er blevet aflyst pga. sygdom, og den i tirsdags opslåede konkurrence må derfor siges at være ret ugyldig. For at give lidt trøst til dem, der måtte have glædet sig, har vi her noget helt andet: Nyt fra Cass McCombs.

Han har netop udgivet den fremragende Wit's End, der er blandt årets stærkeste plader. Men han har åbenbart planer om at udgive endnu én i år: Humor Risk. Titlerne må formodes at være forbundet og er samtidig et vidne om mandens lyriske (og emotionelt sadomasochistiske) talent. Første single fra den kommende plade bærer navnet The Same Thing, og det er lige præcis, hvad den er. Og når det kommer fra Cass McCombs, kan man næsten kun beundre det.

Cass McCombs - The Same Thing by DominoRecordCo

/Martin

Konkurrence: Vind billetter til Best Coast på Train

2011-08-16T09:42:00.005+02:00

Om præcis en uge, 23. august, spiller Best Coast på Train. Og er der en bedre måde at fejre sommeren på end en koncert med solskinspop, som endda muligvis kan gøres ganske gratis?

Vi udlodder 3x2 billetter til koncerten, hvor også The Eclectic Moniker spiller. Det eneste, du skal gøre, er at sende en mail til borneblogger@gmail.com og skrive "Best Coast" i overskriften. Vi trækker lod blandt deltagerne og giver direkte besked til vinderne.

Best Coast er i øjeblikket ved at skrive sange til sit andet album, der følger op på debuten Crazy For You. Tidligere på måneden fik vi en smagsprøve i form af demoen How They Want Me to Be, der kan høres herunder.

Info:

Best Coast + The Eclectic Moniker + Eventuelt.org DJs
Train, Aarhus
23. august
N.B.: Koncertstart kl. 20

Stream: Best Coast - How They Want Me to Be

/Martin

Nyt fra High Places

2011-08-15T17:03:00.005+02:00

High Places er en underlig størrelse. På flere måder. Efter en fremragende samling demoer og EP'er udgav de det lige så fremragende, selvbetitlede debutalbum i 2008. På dansk mangler vi en ækvivalent til det engelske "haunting", der udmærket beskriver L.A.-duoen. Noget mere positivt ladet end det, der tilbydes af danske oversættelser. De to startede egentlig det hele i Brooklyn som så mange andre, men var ærlige nok til at indrømme, at det var for dyrt at bo der. En sjældent ærlig kommentar fra et hipt band.

Men High Places er måske mere hippie end hippe. De er den underlige størrelse, der bestemt ikke er introverte, men som hviler så overraskende meget i sig selv, at man næsten ikke tør give dem et ekstrovert prædikat.

Gruppen skuffede en smule med opfølgeren High Places vs. Mankind. En mere dansabel plade, som dog har sine øjeblikke. Og 11. oktober er de så klar med deres nye plade, Original Colors, som altid på Thrill Jockey.

Første single fra det kommende album, Year Off, er lidt mørkere, end mange måske kender dem, og efter en langsom intro bygges sangen fint op. "Haunting" - som altid.

High Places - Year Off by thrilljockey

/Martin

Future Islands

2011-08-11T11:38:00.003+02:00

Først for nylig fik jeg øjnene op for Baltimore-bandet Future Islands med deres sublime single Little Dreamer. Sangen er efterhånden tre år gammel men på alle måder stadig relevant.

Vi er ude i en besynderlig blanding af Beach House, Dreamers of the Ghetto, Sigur Rós og en solid omgang 70'er romantik. Opbygningen er tålmodig med lang intro og outro med diverse naturlyde.

Teksten er kær, sørgmodig og præcis som den skal være. Jeg har endnu ikke fået undersøgt resten af bagkataloget, men er det bare halvt så godt som denne perle, er der nogle fine oplevelser i vente. Gruppen er i øjeblikket signet til Thrill Jockey.

Little Dreamer - Future Islands by shuhei

/Martin

Balkans

2011-08-08T16:18:00.003+02:00

På en dag hvor Beirut med sin nye The Rip Tide har fyldt meget i presselandskabet, virker det næsten passende at skrive om Balkans. Som absolut intet har at gøre med Beirut eller strømninger fra Balkanhalvøen. Altså lige så passende som det er meningsløst.

Det er meget lidt, vi kan lægge i navnet. Og der er meget lidt nyt under solen, hvad angår sangskrivning. Men før det kommer til at lyde negativt, skal det slås fast, at det unge Atlanta-band har nogle stærke sange bag sig samlet på en række 7", der bl.a. har sikret dem opvarmningstjanser for flere af deres helte: Jay Reatard, Times New Viking, Atlas Sound.

Nu får man alligevel lyst til at snige lidt ind i navnet, men det er nu mest som repræsentant for noget fjernt. Lige så lidt de kender til halvøen østpå, lige så lidt kender vi til deres forstadsliv uden for Atlanta, der dannede ramme om gruppens dannelse i 2008. Nu har de muligvis et middel til at spille sig lidt længere væk.

Balkans er i øjeblikket på Double Phantom Records.

MP3: Balkans - Flowers Everywhere

/Martin

Musical Mathematics

2011-08-05T10:04:00.004+02:00

Musical Mathematics er et musikkollektiv med base i Leeds, der ud over mange interessante indlæg og anbefalinger nu er begyndt at lave ret fine compilations. Vi er nu nået til den anden i serien, der simpelthen har fået titlen Musical Mathematics: Second Time Lucky.

Som navnet antyder, er der en vis base i math-rocken, men det er ikke udelukkende, hvad der fokuseres på. Derudover er musikken primært engelsk men igen med undtagelser.

Den nye compilation er ligesom den første en fin samling, der til tider bliver lidt ujævn men til gengæld byder på opdagelser, man ellers først ville have stødt på ad omveje. Det hele starter eksempelvis fremragende med Enemies' Coco Et Moi, ligesom også Rooftops, Grown Ups og Shapes byder på dejlige og interessante sange. Og ej at forglemme danske Alcoholic Faith Mission med deres My Eyes To See fra deres rigtig fine Let This Be the Last Night We Care. Der er naturligvis også mindre heldige sange, hvoraf eksempelvis †Hymns† skuffer lidt, hvad angår såvel vokal (mindre) som lyrik (fælt).

Fællesnævneren for denne anden compilation af Musical Mathematics er nysgerrigheden og det finurlige guitararbejde, der ganske udpræget er af den engelske skole.

Hele albummet kan streames og downloades ganske gratis fra kollektivets Bandcamp.

MP3/Stream/ZIP: Musical Mathematics på Bandcamp

/Martin

I Break Horses

2011-08-02T11:51:00.005+02:00

I weekenden nævnte vi Labradors nye compilation Stockholm Belongs To Us, og det virker derfor passende at blive lidt ved samme by.

Det relativt nydannede I Break Horses består af Maria Lindén og Fredrik Balck, men det er angiveligt førstnævnte, der skriver musikken. Hendes tilbageholdne men sikre vokal passer perfekt ind i det shoegaze-inspirerede univers, der har sikret sig en plads i stald hos Bella Union. De udgiver 22. august debutalbummet Hearts, hvortil der må siges at være ret store forventninger efter første udspil Winter Beats, der kan høres her.

I Break Horses - Winter Beats by Bella Union

/Martin

Stockholm Belongs To Us

2011-07-30T13:05:00.004+02:00

Det er ingenlunde en hemmelighed, at vi her på siderne er store fans af det svenske label Labrador. Nu har de været så rare at udgive en gratis compilation på 22 sange med titlen Stockholm Belongs To Us, der samlet set byder på nogle af Sveriges stærkeste kunstnere over de seneste år.

Mange vil nok kunne genkende referencen i titlen, da Air France et par år tilbage udgav den sublime single GBG Belongs To Us (og så vil vi i øvrigt meget gerne snart høre mere fra dem også).

Labrador laver nogle af de bedre (i hvert fald rare) pressemeddelelser, man støder på, og de har et fantastisk navn. Vigtigst af alt har de en imponerende roster, og opmærksomme læsere vil nok bemærke, hvor mange af navnene vi har skamrost her på bloggen. Opsamlingen byder bl.a. på The Radio Dept., Sambassadeur, Pallers, The Mary Onettes, Det Vackra Livet, Suburban Kids With Biblical Names og Pelle Carlberg.

Jeg håber, læserne kan tilgive mig brugen af et billede med sådanne efterårsfarver. Det er svært at lade være med det vejr, Nordeuropa sender gennem os for tiden.

ZIP: Stockholm Belongs To Us - A Labrador Records Compilation

/Martin

Deadline til Battles-konkurrence

2011-07-27T12:35:00.004+02:00

Som skrevet i sidste uge spiller Battles på Train d. 17. august, og vi udlodder i den forbindelse billetter til koncerten. Send en mail til borneblogger@gmail.com senest 1. august og skriv "Battles" i emnefeltet for at deltage i konkurrencen.

Vi trækker lod blandt alle tilmeldte i næste uge og giver vinderne direkte besked.

/Martin

Forudsigelighed i sin reneste form

2011-07-25T10:41:00.004+02:00

Overskriften går ikke på musikken men derimod titlen på den nye single af M83: Midnight City. Med de fleste af franskmandens titler er der en besynderlig sammenhæng, der på det nærmeste blander det filmiske med en næsten episk tilgang til hverdagseskapisme. Skal man hive det mere ned på jorden, kan man med Anthony Gonzalez' egen beskrivelse kalde det en hyldest til ungdommen og den uskyldige brug af euforiserende stoffer.

D. 18. oktober udgiver han Hurry Up, We're Dreaming via Mute, et dobbeltalbum med 22 sange og gæsteoptræden fra Zola Jesus. Førstesinglen er en typisk M83-sang, hvad angår såvel kompositionen som den lyriske tilgang. En på én gang cheesy og bombastisk intro, der brydes ned, et kort vers, et omkvæd med udgangspunkt i introen, en linje som "the city is my church". M83 er tilbage, og der er bestemt store forventninger til udgivelsen af albummet.

Midnight City by M83

/Martin

Clams Casino

2011-07-21T10:50:00.006+02:00

Det tog mig lidt tid at komme rigtigt ind på EP'en Rainforest af Clams Casino, der - så vidt jeg ved - er Mike Volpes første udgivelse af udelukkende eget materiale (efter et relativt succesfuldt mixtape og produktion for andre).

Titlerne er her ikke uden betydning. Det hele starter beskidt med Natural, der udforsker forholdet mellem en ganske eksplicit lo-fi lyd, der samtidig benytter sig af samples fra naturen. Deraf både sangens og EP'ens titel. Herefter følger Treetop, der har en mere klar opbygning. Det samme kan i øvrigt siges om resten af pladen, der kronologisk byder på Waterfalls, Drowning og det lille gennembrud Gorilla.

Clams Casinos beats er af og til langsomme og tålmodige, vævet ind i et drømmelignende univers, medens de andre gange peger hen mod Volpes tidligere arbejder som beatmager for diverse MCs.

Rainforest EP'en er hurtigt overstået, og den inviterer til flere afspilninger straks ved sin afslutning. Ved kækt at lade det stærkeste nummer runde pladen af tilskyndes man til at starte forfra, hvorefter man hurtigt bemærker nye samples, nye detaljer.

Clams Casino, "Gorilla" by The FADER

/Martin

Konkurrence: Vind billetter til Battles på Train

2011-07-18T09:21:00.005+02:00

D. 17. august lægger live-favoritterne Battles vej forbi Train i Aarhus. I den forbindelse tager de eksil-odenseanerne Plök med sig, ligesom der også er solid baggrundsmusik fra de altid kyndige LJUD-folk, der agerer DJs denne aften. Nu kan Börnebloggers læsere vinde billetter til koncerten.

Battles nyder et ry som live-orkester, de færreste kan konkurrere med, hvilket de også har givet flere prøver på gennem årene. Bl.a. flere år tilbage på nu hedengangne Fabriken hvor de leverede et brag af en koncert. Læs mere om arrangementet på Trains hjemmeside og skriv os derefter en mail for at deltage i muligheden for at vinde én af 3x2 billetter til koncerten.

Skriv til borneblogger@gmail.com med "Battles" i emnefeltet, og du deltager i konkurrencen. Vi giver vinderne direkte besked.

Info:

BATTLES + PLÖK + LJUD DJs
Train, Aarhus
17. august
N.B.: Start kl. 20

Ice Cream (Featuring Matias Aguayo) by BATTLES

/Martin

Mere 90'er

2011-07-15T11:41:00.003+02:00

Det er svært at tro, at det allerede er to og et halvt år siden, vi først hørte debutalbummet fra NY/NJ-bandet Cymbals Eat Guitars. Med det selvudgivne debutalbum Why There Are Mountains formåede de at ære adskillige helte fra 90'erne som Built to Spill, Modest Mouse, Pavement og Sonic Youth med et twist af Trail of Dead.

Gruppen formår at skrive sange i sangene og opbygge underspillet storladne rejser, der hiver lytteren ned i både mørke huller og ud på bredt poppede terræner. Nu er de næsten klar med deres nyeste opus, Lenses Alien, hvorfra de har frigivet det otte minutter lange og venlige monster Rifle Eyesight (Proper Name). Pladen er ude 30. august i USA via Barsuk og 12. september i Europa via Memphis Industries.

MP3: Cymbals Eat Guitars - Rifle Eyesight (Proper Name)

/Martin

Zola Jesus på vej med nyt

2011-07-12T10:15:00.005+02:00

Efter en række fremragende EP'er er Zola Jesus til efteråret klar med sin første fuldlængde. Ganske passende for den unge filosofistuderende har pladen fået titlen Conatus.

Udgivelsen er sat til 4. oktober på Sacred Bones, og jeg formoder, at Souterrain tager sig af udgivelsen i Europa. Førstesinglen Vessel er umiddelbart en underlig størrelse som første repræsentant for det kommende album, men absolut spændende er den. Det langsomme beat akkompagneres af et tålmodigt fremskridende klaver og en række mystiske, maskinelle lyde. Som altid er det stemmen, der dominerer sangene hos Zola Jesus.

Vi får se til oktober, hvorvidt sangerinden virkelig varsler apokalypsen.

MP3: Zola Jesus - Vessels

/Martin

Album på vej fra Pallers

2011-07-06T11:37:00.004+02:00

I 2008 debuterede den svenske duo Pallers med en single på ét af Nordens allerstærkeste pladeselskaber, Labrador. Et par år senere var de ude med endnu en single. Opmærksomme læsere genkender måske billedet til venstre. Det er nu tredje gang, jeg benytter det i forbindelse med Pallers, og det har aldrig været mere passende.

Den 27. september er gruppen klar med debutalbummet The Sea of Memories, og d. 26. juli udgiver de singlen Come Rain, Come Sunshine, der kan hentes kvit og frit her på siden.

Den melankolske duo baserer deres musik på en næsten doven vitalitet. Der er baleariske elementer, og der er som altid melankolske betragtninger på spil. På den måde kan man sige, at de ikke har noget at tabe, men de fortsætter lykkeligvis med at vinde nyt terræn. Duoen er i øvrigt opkaldt efter en lille forstad til deres barndomsby, Åhus. Det gør dem kun endnu mere charmerende.

MP3: Pallers - Come Rain, Come Sunshine
MP3: Pallers - The Kiss
MP3: Pallers - Humdrum

/Martin

John Maus

2011-07-03T10:00:00.004+02:00

Dette indlæg har egentlig ligget og ventet lidt på sig. Siden Altered Zones var så venlige at smide det nye album med John Maus op, har det næsten været spillet dagligt.

John Maus er fra Austin, Minnesota og er bl.a. kendt for sit samarbejde med Panda Bear og Ariel Pink. Den 80'er glade komponist er nu tilbage med sit tredje album We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves, der blev udgivet 27. juni i Europa på gode, gamle Upset the Rhythm og dagen efter i USA på Ribbon (ny underafdeling af Domino).

Enkelte steder er jeg stødt på en sammenligning med den engelske post-punk, og alt imens dette i sig selv er misvisende, er der et link gennem fascinationen af det gotiske. John Maus bader da også sine sange i en lo-fi-æstetik, der ligger 80'erne nærmest uden dermed at kunne siges at ride på denne bølge. Det halvgrimme cover til det nye album er et fyr, der sender en enkelt stråle af lys ud i mørket. Det er mørkt, men det er ikke tilnærmelsesvis truende. På samme vis omfavner John Maus mørket på We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves uden at lade lytteren falde ned i et hul. For at bruge en lidt lad metafor er det snarere en trinvis bevægelse.

Hele albummet kan streames via SoundCloud.

John Maus: "Quantum Leap" by alteredzones

/Martin

Kids on a Crime Spree

2011-06-28T10:59:00.003+02:00

Medens Roskilde Festival er i fuld gang, sidder jeg i Østtyskland. Således er mange af læserne altså også væk disse dage, og bloggen er på lavt blus.

Der er stadig meget at skrive om, men jeg holder lidt tilbage. Det er ikke altid skidt at holde tilbage.

MP3: Kids on a Crime Spree - Sweet Tooth

/Martin

Com Truise

2011-06-25T10:52:00.003+02:00

Seth Haley er manden bag Com Truise, der til sommer udgiver sin første fuldlængde under sit nye alias. Han har tidligere arbejdet under navne som Airliner, SYSTM og Sarin Sunday. Alle projekter har været ret synth-baserede, men nu lader han til at have fundet sit ståsted med dette nye projekt, der sidste sommer stod bag en gratis EP, der blev genudgivet på Ghostly tidligere i år. Samme selskab står bag det kommende album, der har fået titlen Galactic Melt og er ude 5. juli.

New Jersey-musikeren laver sange badet i 80'er-nostalgi. En slags synth-wave han selv refererer til som slow-motion funk. Han er ved at skabe sig et lovende navn og har ligeledes fået en del opmærksomhed med remixes for eksempelvis Twin Shadow og Neon Indian. Albummet er snart ude og kan i høj grad anbefales.

Cathode Girls by Com Truise

/Martin

Mere sommerpop

2011-06-23T16:23:00.003+02:00

De umiddelbare begrænsninger, der opstilles af sommerregnen, retfærdiggøres af den tid, man får til at indtage længselsfuld popmusik. På det seneste er jeg blevet bombarderet med gode anbefalinger, og meget af det fortjener at blive nævnt.

De seneste dage har jeg lyttet meget til singlen Are You The One af danske The Setting Son. Jeg får ikke lyttet til nok radio, men den er angiveligt blevet spillet en hel del derhjemme, og det er da også ganske fortjent. Sekstetten har begået en glimrende lille sang, der på to og et halvt minut glæder pophjertet. Sangen er singleforløbet for et kommende tredje album, der forventes ude i foråret 2012. Så der er god tid til at sætte Are You The One på repeat over sommeren.

En anden glæde disse dage er duoen The Bilinda Butchers fra San Francisco. De to herrer har opkaldt sig efter Bilinda Butcher fra My Bloody Valentine, og kærligheden til 90'erne er da også stor i lydbilledet. Det hele er fragmenteret, og selvom det hele er ganske løst, forbliver det sammenhængende. Ikke alle sange er af lige højt niveau, men der er flere små perler imellem, der tiltaler teenagesjælen, der bør have lov at komme op til overfladen en gang imellem.

Are You the One? by settingson

gigi by the bilinda butchers

/Martin

German Error Message

2011-06-22T11:37:00.005+02:00

German Error Message er relativt enkel pop med hjemmeindspilningscharme og ret fine tekster. Manden bag er Paul Kintzing fra Louisiana, der har indspillet siden 2004.

Lige så enkel musikken er, lige så nemt kan man hente det hele på hans Bandcamp, ganske gratis. God fornøjelse.

MP3: German Error Message - In Comfort

/Martin

Nyt fra Clap Your Hands Say Yeah

2011-06-16T11:51:00.004+02:00

Da Clap Your Hands Say Yeah bragede frem i 2005, redefinerede de en forfriskende DIY-ånd, der både manifesterede sig i lydbilledet og bekræftede såvel lyttere som branchen i, at der var gode grunde til at være optimistisk i forhold til vore nye muligheder frem for at begræde musikindustriens ynkelige og næsten regressive, selvskabte problemer. Verden udvikler sig, og hvis man ikke vil følge med, må man i det mindste afholde sig fra at brokke sig, hvis man ikke længere tjener styrtende.

Nuvel, Clap Your Hands Say Yeah: De udgav én af 00'ernes stærkeste plader med den selvbetitlede debut. Guderne må vide, hvor træt jeg var af den i årevis. Men fantastisk og forfriskende er den, og den er ej heller et forsøg på at skabe noget nyt. Den er mystisk og alligevel ligetil. Den er sjov og samtidig gravalvorlig. Den placerer sig et mærkeligt sted, der lever meget fint op til det på sin vis grimme men passende artwork, der følger med. Ligesom nogen måske vil beskrive Alec Ounsworths stemme.

Der var voldsomme forventninger til opfølgeren Some Loud Thunder, som de ligeledes selv udgav i USA. Denne gang fik de dog Wichita med på vognen i England, ligesom også Dave Fridmann var ny bag knapperne. Pladen havde sine øjeblikke og er i sig selv en rigtig fin plade, men den levede selvfølgelig ikke op til den fremragende debut. Live virkede bandet heller ikke så oplagt som i perioden omkring første plade.

Nu er der gået fire år, og gruppen er til september tilbage med en ny plade, der bærer titlen Hysterical. Titlen er muligvis en reference til arbejdsprocessen mellem de to første plader, og denne teori understøttes af titlen på førstesinglen, Same Mistake, selvom der aldrig var tale om en decideret fejltagelse. Men CYHSY har ikke til mission at blæse sig selv op, selvom Ounsworth til tider taler vanviddets poetiske sprog. Eller poetens vanvittige ditto. Det vedlagte pressebillede er relativt nyt, og også her kan vi vælge at læse en vis afslappethed ind i det.

Og så videre til selve singlen: Har CYHSY bevæget sig? Bør de? Kort fortalt er det en fremragende popsang, de har begået. Den er simpel og rørende, og der hersker ingen tvivl om afsenderen på trods af en tydeligt mindre distinkt vokal. Rytmesektionen er tight som altid, og det tætpakkede lydbillede tilbyder i sin filmiste fremtoning en sommereskapisme, der er pressebilledet værdigt.

MP3: Clap Your Hands Say Yeah - Same Mistake

/Martin

EMA

2011-06-13T22:34:00.004+02:00

De seneste uger har jeg forsøgt at finde frem til, hvad der tiltrækker mig ved EMA, der i april udgav debutalbummet Past Life Martyred Saints. Albummet er en anelse ujævnt, men det byder på nogle fremragende øjeblikke og er alt i alt en stærk debut og en værdig tilføjelse til tyske Souterrain Transmissions' roster.

EMA er amerikanske Erika Anderson (svenske rødder må vi vist antage), der tidligere har spillet i både Amps for Christ og (nyligt opløste) Gowns.

Der er dele af albummet, jeg decideret ikke kan lide. Men jeg hører det sædvanligvis som en helhed, selvom jeg ikke tænker på det som et nødvendigvis sammenhængende album frem for en samling sange. Det er stemmen alene, der gør det.

Jeg har ikke læst nogen interviews med Erika Anderson, og jeg ved ærligt talt ikke meget om hende eller projektet EMA. Lytter man sig gennem albummet, tænker man ikke umiddelbart, at Anderson lyder synderligt rar. Snarere som pigen i klassen man hørte på men ikke lyttede til. Så på uden at betragte. En slags skønhed, der er køn uden at være betagende.

Mange sangskrivere synger, så man omgående får medlidenhed med dem. Enten gennem en vis form for ægthed eller ved en skræmmende forståelse for en generel empatisk dynamik. EMA er ikke typen, man har ondt af ved første gennemlytning. Derimod synger hun lettere arrogant. Ved anden gennemlytning er der imidlertid ridser i lakken, og det er her, det bliver interessant.

Det er den stærke pige, der er såret. Den populære pige i high school-filmen, der pludselig selv græder på toilettet. Så når hun synger I don't mind dying eller I'm begging you please to look away, virker det, fordi man undres. Det kan lyde besynderligt, men man får i første omgang ikke ondt af hende, men det kryber ind og undrer, at hun synger sin smerte, som hun gør det. Egentlig undrer jeg mig stadig, men det kan EMA vist ikke beklage sig over.

I know nothing lasts forever / If you won't love me / Someone will

Besynderlig afklarethed i den umiddelbart kyniske betragtning. Det er ikke gammelklogt. Snarere en anelse ynkeligt på en kær måde.

MP3: EMA - Milkman

/Martin

Nyt fra Larsen & Furious Jane

2011-06-10T13:02:00.003+02:00

I dag kom nyheden om, at ét af Danmarks stærkeste orkestre Larsen & Furious Jane har færdiggjort et nyt album i samarbejde med én af Danmarks dygtigste producere, Morten Bue. Muligvis den bedste blandt mange gode nyheder i dag.

Efter Morningside Records har sagt stop, har der været spekulationer om, hvor deres mange kunstnere mon ville søge hen. I dette tilfælde har Larsen & Furious Jane valgt at udgive deres egen musik på deres nystartede pladeselskab Momowave.

Det nye album har fået titlen Dolly, og indtil videre kan sangen Out of Pocket høres her med en besynderligt passende og dragende visuel side:

Out of Pocket from momowave.org on Vimeo.

/Martin

The New Division

2011-06-08T10:33:00.004+02:00

The New Division startede som et énmandsprojekt i 2005 for John Kunkel, der flyttede til det sydlige Californien efter at have levet størstedelen af sit liv i Uruguay. Her mødte han andre musikinteresserede på universitetet, og bandet voksede langsomt til en kvartet, der stadig er baseret i Californien.

Gruppen lægger ikke selv skjul på deres åbenlyse beundring af Joy Division og New Order, hvilket bandnavnet da også afslører, ligesom også Depeche Mode nævnes som inspirationskilde. Gruppens åbenhed omkring dette er beundringsværdig, og for at være helt ærlig lægger de sig ikke engang så tæt på idolerne, som det ofte er tilfældet med retromanikere i dag. Det er bestemt en tolkning af 80'ernes new wave, men det er ikke et forsøg på at ramme en nostalgisk åre.

MP3: The New Division - Starfield
MP3: The New Division - Walk in the Dark

/Martin

Rejse

2011-06-06T10:48:00.002+02:00

Der bliver opdateret igen fra onsdag! Grundet arbejde og rejse er det ikke blevet til nogen indlæg siden torsdag.

Porcelain Raft

2011-06-02T19:33:00.003+02:00

Det er ikke mange romere, jeg har skrevet om her på siderne. Af 437 indlæg er dette måske endda det første. Mauro Remiddi, der står bag Porcelain Raft, har da også været bosat et stykke tid i London efterhånden, men det gør ham ikke til mindre italiener.

Egentlig er han og hans musik gået min næse forbi, indtil han for nylig signede til Secretly Canadian, der udgiver hans kommende debutalbum. Den 37-årige er en alsidig herre, der har spillet i diverse bands og komponeret filmmusik, er for nylig sprunget ud med dette soveværelsessoloprojekt men har allerede en del EP'er bag sig, der kan høres og hentes kvit og frit på hans Bandcamp.

"Amateur's Feeling" by Porcelain Raft by DOJAGSC

/Martin

Sun Airway

2011-05-31T10:25:00.003+02:00

I årets første måneder lyttede jeg meget til en compilation sammensat af den engelske musikside The 405 med den sigende titel Heroes of January and February. Første del af samlingen var ren popglæde, og sangene smeltede næsten sammen. Derfor er jeg først nået til at skrive om Sun Airway nu.

Men hvorfor ikke holde sig til den rene popglæde og være lidt sparsom med ordene? Duoen fra Philadelphia udgav med Oh, Naoko deres debut EP og fulgte i oktober sidste år op med første fuldlængde, Nocturne of Exploded Crystal Chandelier.

Der er visse ligheder mellem duoen og Animal Collective, men jeg er selvfølgelig lige så træt af at sammenligne nye bands med disse, så det nævnes her, da sangskriver Jon Barthmus' kone ligefrem forvekslede de to, da Barthmus første gang spillede My Girls for hende. Når alt kommer til alt, er sammenligningen måske ikke helt forkert, men den er langt fra sigende.

Oh, Naoko by Sun Airway

MP3: Sun Airways - Put the Days Away
MP3: Sun Aurways - Waiting on You

/Martin

Fort Lean

2011-05-27T20:43:00.005+02:00

Jeg har de seneste par uger lyttet flittigt til en masse plader, og særligt TV On The Radio vokser på mig efter at have skuffet en smule efter første gennemlytning. Fleet Foxes lader også til at være ganske fin, medens Okkervil River og The Antlers er en anelse kedelige på deres nye udspil efter de første gennemlytninger.

Og så en fin debut EP fra Fort Lean. Rigtig fin faktisk. De er fra Brooklyn, og de har modtaget en del sammenligninger med The Strokes og The Walkmen, og der er faktisk også en god del Okkervil River i dem, nu vi er ved det. Der er keyboard at spore, men det er primært en god, gammeldags omgang revival rock fra New York. Og når sangskrivningen er så lovende, som den er her, er det ikke noget at klage over. At den fire sange lange EP tilmed er gratis, er endnu et plus. Hent den fra deres Bandcamp.

Rigtig god weekend herfra.

High Definition by Fort Lean

Beach Holiday by Fort Lean

/Martin

Nyt fra Handsome Furs

2011-05-24T12:08:00.006+02:00

Jeg har altid holdt af Handsome Furs. Mand og kone, der turnerer sammen og lader til at nyde, hvad de har sammen. Dan Boeckners tidligere hovedprojekt Wolf Parade leverede med deres debutalbum noget af det stærkeste og mest vitale, rockmusikken har hørt det seneste årti, og de havde svært ved at leve op til det på efterfølgerne (som dog stadig var glimrende). Handsome Furs begynder heldigvis efterhånden at blive vurderet ud fra det, de leverer, frem for hvad Boeckner kunne levere hos Wolf Parade.

Sædvanligvis karakteriseres Spencer Krug som den mere sofistikerede sangskriver med de mere komplicerede arrangementer og kompositioner (i såvel Wolf Parade som Sunset Rubdown), medens Dan Boeckner skriver sange, der er mere ligetil og måske endda mere direkte. Dette er også tilfældet med hans sangskrivning i Handsome Furs.

Det er dog ingenlunde en negativ udlægning. Særligt debutalbummet Plague Park bød på en masse fine sange, ligesom der også var nogle pletskud på Face Control. 28. juni er de ude med deres nyeste album Sound Kapital, som sædvanlig på Sub Pop. De har frigivet et par sange fra pladen, og heraf lyder særligt Repatriated lovende.

Handsome Furs - Repatriated by subpop

MP3: Handsome Furs - Repatriated
MP3: Handsome Furs - What About Us

Dreamed

2011-05-21T11:05:00.005+02:00

Jeg må indrømme, at nedenstående MP3 muligvis er lige lovlig tæt på Beach House, men når nu sangen i sig selv er så stærk, er det svært ikke at lade sig begejstre. Dreamed er et soloprojekt af amerikanske Jessica Minshew, og retfærdigvis er vokalen da også langt fra Victoria Legrands.

Artworket her er fra selvsamme single Izumi, og flere sange kan findes på Dreameds SoundCloud-side.

Izumi by Dreamed

MP3: Dreamed - Izumi

/Martin

Et vindende væsen

2011-05-18T16:02:00.005+02:00

"Oh, don't you think people are the strangest things?" Der er en nysgerrighed, der omgærer engelske Wild Beasts. En vilje til at undersøge, der går i samspil med en forståelse for den menneskelige natur. En forståelse, der anerkender, at forståelsen naturligvis er en proces, og som derfor forsøger at samle de sidste brikker i puslespillet. Hvilket derved blot skaber et større puslespil og forlænger den smukke proces.

Wild Beasts har aldrig være kalkulerede, men deres sange er skræmmende velkomponerede. På deres seneste plade, Smother, er der langt hen ad vejen en nøgenhed, der understreger den ærlighed, man føler formidlet i kvartettens univers. Først nyligt har jeg taget mig tid til at tænke over bandnavnet, der umiddelbart passer pudsigt til musikken - de startede med at spille under navnet "Fauve", der kan oversættes fra fransk til wild beast. Næsten parallelt med at jeg for første gang i månedsvis hørte udtrykket (og komplimenten) et vindende væsen. Et fabelagtigt udtryk. Wild Beasts er et vindende væsen, og Smother understreger, at vi her har at gøre med ét af Englands mest interessante bands.

Wild Beasts - Albatross by rockfeedback

Wild Beasts - Burning by khadunio

/Martin

Gold-Bears

2011-05-16T10:42:00.004+02:00

For tiden ville jeg ønske, jeg havde tid til at gå hele Slumberland Records' diskografi igennem. De har nydt stor respekt siden dannelsen i 1989 og fandt et nyt publikum, da The Pains of Being Pure at Heart pludselig slog relativt bredt igennem.

Seneste forelskelse på selskabet hedder Gold-Bears, et næsten nydannet band fra Atlanta, Georgia. Frontmand Jeremy Underwood har tidligere spillet i Plastic Mastery og French Horns men tog en pause fra den udøvende musikpraksis i godt fem år. Han brugte dog tiden på at lave skitser, som han senere har været i gang med at indspille med sit nye projekt Gold-Bears, der begyndte at spille sammen i 2009. I 2010 udgav de deres debut 7" på Magic Marker (Plastic Mastery, Voxtrot) og fulgte op med en 7" på det lille DIY-label Cloudberry Records.

Nu er de klar med første fuldlængde, Are You Falling in Love?. Ud fra de sange jeg har hørt, er der tale om en vaskeægte Slumberland-æstetik: Støjpop med en overbevisende popsensibilitet. Hvordan lyder det at være forelsket, spørger Slumberland. Deres bud er: Nogenlunde sådan her. Det er en mur af behagelig støj. Svær at ignorere, nem at holde af.

Gold-Bears - Record Store by Slumberland Records

/Martin

Nyt fra Pictureplane

2011-05-12T12:21:00.001+02:00

Det var ikke alle sange på Pictureplanes gennembrudsalbum Dark Rift, jeg var lige begejstret for. Men indimellem var der perler, der skilte sig ud og viste, hvor kompetent en sampler Travis Egedy er. Heriblandt den fremragende Goth Star, der elegant og skræmmende rev Stevie Nicks' stemme fra hinanden og skabte ét af 2009's mest overraskende stærke øjeblikke i musikkens verden.

På Dark Rift forsøgte Travis Egedy angiveligt at skabe en lyd, der primært skulle lede tankerne hen på starten af 90'erne gennem vidt forskellige samples. Nu er han så tilbage og udgiver albummet Thee Physical 19. juli - endnu en gang på Lovepump United. Én af hans kolleger på pladeselskabet, Jupiter Keyes fra HEALTH, har produceret pladen sammen med Egedy.

En lille sidenote: Jeg har tidligere givet udtryk for, at kunstnernavne er mere eller mindre ligegyldige, og at de i bedste fald kan være et plus. I dette tilfælde er det et yderst interessant navn, når nu samples er så væsentlig en del af Pictureplanes arbejde. Sammenholder man dette med teorier af eksempelvis Leo Steinberg eller Clement Greenberg (primært i forhold til billedfladen og den abstrakte ekspressionisme) og tænker på den oldgamle tanke om repræsentation, der siden Platon har gennemsyret vores idé om autenticitet og originalitet i kunsten, har vi her at gøre med et yderst velvalgt kunstnernavn. Thumbs up.

MP3: Pictureplane - Real Is a Feeling (fra Thee Physical)
MP3: Pictureplane - Goth Star

/Martin

Øjenkontakt

2011-05-10T15:54:00.003+02:00

Jeg har ved flere lejligheder skrevet om Gang Gang Dance, der med Saint Dymphna udgav én af de bedste plader i 2008. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente af det nye album Eye Contact, men allerede nu føler jeg mig overbevist om, at vi har at gøre med én af de stærkeste udgivelser i år.

NY-gruppen bliver altid kaldt eksperimenterende, og alt imens det ikke just er en løgn, har jeg det altid mærkeligt med begrebet. Måske fordi deres halvdansable musik har noget mere organisk over sig. Noget næsten primitivt. Dette bekræftes også af gruppens koncerter, der er både eksplosive og nærværende. Egentlig er gruppen ganske svær at kategorisere, og jeg overdriver næppe ved at kalde dem unikke for vor tid.

Personligheden er bibeholdt på det nye udspil, og selv med mystikken velbevaret er der tale om en plade, der befinder sig tættere på lytteren. Den afspejler på betryggende vis en rastløshed. Empatisk stærk uden at være patetisk medlidende. Fra åbningsnummeret Glass Jar lukkes man langsomt ind, hvorefter man ingenlunde har lyst til at blive sluset ud igen. Godt seks minutter bygges der op, før vi for alvor er i gang. Disse minutter er en intro i ordets stærkeste forstand.

Pladen er umiddelbart også en anelse mere positiv end forgængerne. Ikke at Gang Gang Dance som sådan har stået for håbløshed, men der er stærkere optimistiske undertoner på Eye Contact. Ja, titlen i sig selv afslører en vis betoning af en betryggende intimitet. Når året er omme, vil vi formentlig se tilbage på den som én af årets stærkeste plader.

MP3: Gang Gang Dance - Mindkilla

/Martin

Dark Dark Dark er tilbage

2011-05-08T12:34:00.003+02:00

For godt to og et halvt år tilbage skrev jeg lidt om Dark Dark Dark. Jeg må indrømme, at jeg det sidste lange stykke tid har glemt gruppen. Få måneder tilbage hørte jeg rygter om en forestående Europaturné, og efter at have læst en meget positiv (og velskrevet) anmeldelse på Undertoner, besluttede jeg mig for at investere i det nye album Wild Go.

Skuffet blev jeg heldigvis ikke, og selvom jeg endnu ikke kan slå anmelder Anna Møllers otte timers (straight) gennemlytning, er det nu engang en dejlig hybrid af et album. På trods af åbneren In Your Dreams er det mere traditionelt folket i denne omgang, men det er bestemt ikke mindre interessant af den grund.

Dark Dark Dark - Daydreaming

Dark Dark Dark - "Daydreaming" (from 'Wild Go') by METRO Magazine

/Martin

Nyt på vej fra Washed Out

2011-05-05T15:26:00.005+02:00

Selvfølgelig måtte der komme et par ord om den nye Washed Out. "Selvfølgelig" grundet noget ikke lige så selvfølgeligt: At han i sidste måned blev offentliggjort som ny signing på Sub Pop. Med deres æstetik taget i betragtning kom det som en overraskelse, at det balearisk-inspirerede soveværelsesprojekt skulle tage skridtet ud og blive en del af selveste Sub Pop.

Der har allerede været en del reaktioner på det, og det erotisk ladede artwork har sammen med førstesinglen Eyes Be Closed skabt en del diskussioner allerede. Jeg vil ikke sige, at Ernest Greene er blevet pænere i lyden, men noget er der i hvert fald sket. Den toneangivende (og fremragende) blog I Guess I'm Floating kommenterede eksempelvis forleden: When did Washed Out become Phil Collins?

Spørgsmålet er, hvordan jeg kan høre, hvad ovennævnte mener uden egentlig at være enig. Denne umulighed ser jeg som en sejr for Washed Out. Efter et par fremragende EP'er lander debutalbummet Within and Without belejligt 12. juli, hvor det formentlig bliver det perfekte soundtrack til sommeren.

MP3: Washed Out - Eyes Be Closed (albummets åbningssang)

/Martin

Cass McCombs

2011-05-03T11:25:00.005+02:00

Cass McCombs passer vist udmærket til det vedlagte pressebillede. Selv med en vis plads i spotlyset (altid gode anmeldelser, optræden på Pitchfork Music Festival, længere turnéer) gemmer han sig. Eller: Han bliver væk, svømmer tilbage op til overfladen, dykker ned igen. Han har på fem plader siden 2003 dyrket en del forskellige stilarter, og han er ikke just typen, man beskriver med tre adjektiver.

Så hvori består min trang til at fremhæve ham nu efter udgivelsen af det femte album? Jeg har selv sent opdaget singer-songwriteren, men det er heldigvis en ret hyggelig kunstner at følge op på. Cass er født i Californien og drog i sine yngre dage mod New York (den har vi hørt før) for at prøve lykken. I dag er han på Domino Records og er bosat i L.A. Det går vist udmærket.

Vist. Sikkert og vist. Der er en underligt underliggende uro gemt under den tilsyneladende ro, der formidles på det nye album WIT'S END. Det er langt hen ad vejen en betryggende oplevelse, og ofte bidrager klokkespil og yderst sagte trommer at bidrage til den beroligende og næsten søvndyssende (i positiv forstand) stemning. Hør blot den repetitivt stærke The Lonely Doll. En sand perle.

WIT'S END er ude nu i stort set alle tænkelige formater. I hvert fald digitalt og på CD, vinyl og kassettebånd.

Cass McCombs - The Lonely Doll by DominoRecordCo

Cass McCombs - County Line by DominoRecordCo

/Martin

Terry Malts

2011-05-01T13:09:00.005+02:00

Terry Malts er en hemmelighedsfuld karakter. I hvert fald er der ikke synderligt meget info at finde om dem, og pladeselskabet Slumberland Records er heller ikke meget for at røbe for meget.

Nuvel, de spiller måske på det og fred være med det. Jeg ved dog så meget, at jeg kan lide San Francisco-musikerens powerpop med de mange anerkendende nik mod koryfæer som Ramones og Buzzcocks (som også deres label nævner). Jeg tænker dog også på en gladere version af mere moderne fortolkere af post-punk som Crystal Stilts.

For nylig udgav de singlen I'm Neurotic med et par fine b-sider, hvoraf jeg særligt er faldet for Distracted. Tematikken omkring dét at have brug for en distraktion er en evigt fascinerende tanke. At være bevidst om noget som en distraktion. At skabe et præferencehierarki og arbejde med eller mod det. Om vi så taler overspringshandlinger eller muligvis et behov for at komme sig over den ulykkelige forelskelse. Fascinerende er det altid.

MP3: Terry Malts - Distraction (download ved pilen til højre)
Terry Malts - Distracted by Slumberland Records

/Martin

Når folk relaterer // The Weeknd

2011-04-28T11:52:00.007+02:00

Jeg har de seneste par uger lyttet en hel del til debutalbummet House of Balloons af den canadiske énmandshær The Weeknd og forsøgt at finde ud af, hvori tiltrækningen består. Ingenlunde forstået kritisk: Jeg er meget begejstret for albummet, der fra start til slut er af et skræmmende højt niveau. Det er imidlertid ikke det eneste, der fremstår skræmmende.

Vi befinder os i et lyrisk univers, der er ganske mørkt. Før nogen fristes til at joke med det, er hudfarve ikke et tema her. Pladen er på mystisk vis en næsten uundgåelig hyldest til natten. Men nattestemning til trods er der alligevel plads til tematiske skyggesider. Dog fremstilles de ikke med fortrydelse eller med en moralsk løftet pegefinger. Pladen er i sig selv en proces, en bearbejdelse.

Hvorfor fascineres vi af House of Balloons? Det rammer en erkendelse. Det er dragende på den måde. Vi tiltrækkes af dette middel mod erkendelse af en vis fascination af urban petit-hedonisme. Jeg vil ikke påstå, at jeg kan relatere direkte til lyrikken på albummet. Faktisk langtfra. Det kan de færreste af læserne på disse sider formentlig. Men det betyder ikke, at vi ikke kan relatere til ånden. Mange små beslutninger kan fremstå uforståelige i nye kontekster, nye situationer. Vi forstår gerne os selv på enten et mikro- eller makroplan og i klare øjeblikke muligvis på begge. House of Balloons er en erkendelse af, at bevidstheden ikke er monocentreret.

Afsenderen er i konstant konflikt med sig selv. Han er - så at sige - i en permanent forhandling med sig selv. Han overbeviser løbende sig selv om, at hans handlinger og vellyst er rigtige, og at de er forkerte. De er sjældent det ene eller det andet men som oftest dem begge. Albummet åbner High For This byder endda på disse indledende ord:

You don't know what's in store
But you know what you're here for
Close your eyes, lace up beside me

Hold tight for this ride
We don't need no protection
Come alone, we don't need attention

Open your hand, take a glass
Don't be scared, I'm right here
Even though you don't know
Trust me, girl
You want to be high for this

Det er en sær form for ærlighed. Skræmmende og fascinerende. Menneskelig endda. På én gang applausvækkende modigt og hovedrystende afskyeligt. Samtidig vender forhandlingsscenariet imidlertid anderledes, og her er han ikke ude på at overbevise sig selv og andre om, hvorfor han kan føre en handling ud i livet. Her er han snarere i færd med at overbevise sin moral om, at han skam har det sjovt:

This is a happy house
We're happy here
In a happy house
This is fun
This is fun to me

Herefter kommer et break, der også høres tidligere i sangen, men denne gang markerer det ikke en tilbagevenden til verset - derimod går sangen næsten voldeligt over i den kokainfyldte Glass Table Girls, og før en egentlig indsigt rammer vores afsender, fornys behovet for førnævnte forhandling gennem nye fristelser.

Han er ikke naiv, men han har heller ikke just gennemskuet sig selv. Han tematiserer ofte, hvad man måtte have brug for vs. hvad man vil have. En linje som I'm the drug in your veins / Just fight through the pain (igen i High For This) er ganske enkel, og her indrømmer han både sin intention og potentielle kraft som destruktion. Men det holder ham ikke tilbage.
I andre øjeblikke er han mere skrøbelig, men som i Wicked Games holder han sig heller ikke tilbage:

Bring your love, baby
I can bring my shame
Bring the drugs, baby
I can bring my pain

Interessant er det, at albummet slutter af med en titel som The Knowing. Den handler umiddelbart om relationen mellem afsenderen selv og en kvinde, men det er svært ikke at gøre enkelte sætninger mere generelle. Såsom I ain't washing my sins eller Now we're lying about the nights / Hiding it all behind the smiles. Sangen kunne handle om utroskab, og den kunne samtidig opsummere den fascinerende, mørke dobbelthed, der er så gennemgående på House of Balloons.

Om ikke personligt - eller for så vidt konkret - kan vi nok alle nikke genkendende til denne dynamik. Den tilhører ikke senmoderniteten eksklusivt, og den manifesterer sig ikke som en strategi. Det er en sjælelig rastløshed, der dels søger sikker grund og dels bruger rastløsheden til glæder, der muligvis/muligvis ikke er provisoriske glæder.

House of Balloons er ganske gratis og kan hentes på hjemmesiden.

ZIP: The Weeknd - House of Balloons

/Martin

Nyt på vej fra Man Man

2011-04-26T13:53:00.004+02:00

Jeg har aldrig tænkt på Philadelphias Man Man som eksponenter for en forceret 'galskab'. Omvendt har jeg heller aldrig ladet mig rive helt med. Sangskrivningen har altid været af højt niveau og med originaliteten i højsædet, men muligvis har min egen kontrol ikke korresponderet med deres legesyge løssluppenhed.

De er blevet sammenlignet med legender som Tom Waits og Frank Zappa, hvilket umiddelbart giver fin mening. Efter et par plader på Ace Fu skiftede de til Anti-, der udgiver den nye plade Life Fantastic 10. maj. Titlen lyder jo i sig selv yderst positiv, og det kan vist tages som et tegn på vilje og styrke, da tiden omkring sangskrivningen til pladen (den første siden Rabbit Habits fra 2008) ellers har været præget af ødelagte forhold, bortgåede venner og generel mangel på struktur i dagligdagen ifølge frontmand Honus Honus' udtalelser. Titelsangen lyder også som et ret præcist resultat heraf - og lyder i sig selv meget lovende.

MP3: Man Man - Life Fantastic

/Martin